Verdens Bedste Skole leger med sproget

02.03.2017
Der er spil, leg og læring på skemaet hver tirsdag kl. 17-19 i Korsgadehallen.

”Af med skoene og snup et par sutsko,” lød det fra udstationerede bibliotekarer og kulturmedarbejdere tirsdag aften i Korsgadehallen. Langsomt blev kurven med sutsko tømt og børnestøvler og træningssko smidt foran det camouflagenet, der dannede indgangsparti til Verdens Bedste Skole.

Inde bag nettet flokkes nogle af børnene om to borde, hvor der blev spillet Cranium og Matador. Andre smed sig på en sækkestol under et bord, hvor de kunne læse gyserhistorier med en lommelygte. Der var også mulighed for at lege med rimkort eller forklare hemmelige ting til sine venner inde fra en papkasse.

Det er BlågårdsBunkeren, Blågårdens Bibliotek og Støberiet der er gået sammen om det nye projekt, Verdens Bedste Skole. Projektet skal styrke lokale børns sproglige kompetencer og har fokus på, at læring skal være sjovt. I opstartsfasen er Verdens Bedste Skole en blandt flere åbne aktiviteter, der er i Korsgadehallen hver tirsdag kl. 17-19.

Med støtte fra Områdefornyelsen Nørrebro har projektet indrettet sig med store sækkestole, masser af brætspil og ikke mindst sutsko til alle, der træder ind i skolerummet. De næste tirsdage er der også interaktiv højtlæsning på skemaet og nye ordlege. Den primære målgruppe er 9-14 år.

På sigt ønsker projektet også at inddrage frivillige, der vil være med til at skabe et legende læringsrum og meningsfuld kontakt mellem kvarterets børn og voksne. Hvis du kunne tænke dig at blive frivillig, så kontakt projekttovholder Ditte Clemen på ee8z@kff.kk.dk

Samtidig med Verdens Bedste Skole tirsdag kl. 17-19 og hver fredag kl. 16-18 arrangerer Idrætsprojektet i samarbejde med lokale klubber fysiske aktiviteter for kvarterets børn. Det kan være basket, badminton og andre sportsgrene, som børnene kan prøve helt gratis.