Reolen - på den ene side og den anden side

16.04.2015
Som nogle forhåbentlig har bemærket, har vi fået en ny, flot reol på biblioteket.

Vi har selv udtænkt den og den lokale Griffenshop har lavet den til os. På reolens ene side finder du et udpluk af de ting, der gør Blågårdens Bibliotek helt særligt: Vinyler, brætspil, maker-kasse, US comics og de nyeste generationer af konsolspil. På den anden side bliver det rigtig sjovt. Her får vi forskellige kendte eller ukendte venner af biblioteket til at udstille deres yndlingsbøger (og film, musik etc.), så du kan lade dig inspirere og låne bøgerne med hjem.

Fordi vi er så vilde med digte her på Blågården, har vi fået en ung lovende digter til at være første ”kurator” på reolen. Det er Stinus Kirkeskov, der udover at være digter også er ansvarshavende redaktør på musik-sitet Unison. Stinus har i øvrigt et spændende projekt på trapperne her på Blågården, som I kommer til at høre mere om senere…

Kik forbi den nye reol og se, hvad Stinus anbefaler. Du bliver måske overrasket, for det er ikke unge samtidsdigtere, men forbilleder fra forgange årtier, som Stinus har udvalgt til os. Piet Hein, Benny Andersen og Inger Christensen…

Hold øje med den nye reol og giv lyd hvis du kunne tænke at lave en udstilling med dine yndlingsbøger/film/plader.