Pressemeddelelse: Børnelitteraturfestival melder klar til start

27.08.2020
For andet år i træk afholdes børnelitteraturfestivalen ’Vi elsker bøger’. Denne gang med temaet ’Vakse varyler’ fra den 31/8 - 6/9.

COVID-19 udskød børnelitteraturfestivalen ’Vi elsker bøger’ i foråret. Nu springer festivalens vakse varyler endelig ud i hele København fra den 31. august – 6. september, når byens børnebiblioteker åbner læsefesten, også med digitale arrangementer, der kan opleves hjemmefra.

For andet år i træk afholdes børnelitteraturfestivalen ’Vi elsker bøger’. Denne gang fejres børnebøgerne med temaet ’Vakse varyler’ fra den 31. august til 6. september. 135 arrangementer vil blive afholdt over hele byen, og 20 af dem vil kunne opleves digitalt hjemmefra. I løbet af festivalen kan familier sammen lege sig ind i bøgernes verden og bl.a. bygge Villa Villekulla, høre bibliotekaren fortælle historier eller gå i quiz løs-bøgerne.

Vakse varyler som børneforbilleder

Festivalen sætter i år fokus på børnelitteraturens mange skønne skarnsunger, kække kanaljer og vakse varyler med sprællevende boguniverser som fx Iqbal Farooq, Rasmus Klump, Pippi Langstrømpe, Cirkeline, Vitello og mange, mange flere.

For kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å) er det vigtigt, at børn stifter bekendtskab med litteraturen i en tidlig alder:

”Litteraturen giver børn en række stærke og kreative rollemodeller at spejle sig i. Når Pippi siger, at ”Det har jeg ikke prøvet før – så det kan jeg nok godt” giver det os mod og lyst til at lære nyt, og på den måde er bøgerne med til at danne os som hele mennesker,” siger hun og fortsætter:

”I litteraturen kan vi dyrke fantasien og de krøllede ideer, og læsning og gode læseoplevelser kan vi aldrig opleve for tidligt.”

Digitale oplevelser lige til døren

Den digitale del af programmet byder på både livestream, podcasts, videoer og artikler for hele familien, hvor man bl.a. kan være med i interaktive krea-workshops og få anbefalinger til tidens bedste børnebøger. Festivalleder Tanne Søndertoft fortæller:

”Coronasituationen har givet os en anledning til at arbejde med en ny digital tankegang og afprøve nye initiativer og formidlingsformer i forbindelse med vores festival. Vi håber de københavnske børnefamilier vil lege med, når vi går live med kreative workshops, sjove oplæsningsstemmer og fede boganbefalinger.”

Det digitale indhold offentliggøres under festivalen den 31. august til 6. september.

Nørrebros biblioteker elsker Iqbal Farooq

På Nørrebro bor Iqbal med sin store familie i en opgang fyldt med skønne og skæve eksistenser. Iqbal er sjov, fantasifuld og han keder sig aldrig. For der er altid fart over feltet, når han bliver rodet ud i alverdens spektakler og mystiske missioner. Og når problemerne er store i det lille kongerige, så er det Iqbal og hans kloge bror, Tariq, der igen må redde dagen. Heldigvis løser tingene sig altid på magisk vis.

Hør moderne røverhistorier om Iqbal Farooq, når Blågårdens Bibliotek og Nørrebro Bibliotek hylder Manu Sareens bogserie om Iqbal og hans familie. Besøg Farooq-familiens hood og lær opgangens skønne og skæve eksistenser at kende. På de to biblioteker kan I nemlig tage med på banditstreger med Iqbal, der blandt andet byder på en hemmelig ismaskine, en indisk superchip og kronjuvelerne. Kridt danseskoene, når vi danser Bollywood med Global Kidz, oplev kemishow i bedste Iqbal-stil, og mød manden bag Iqbal-serien, Manu Sareen.

Program

Se programmet for Nørrebro Bibliotek
Se programmet for Blågårdens Bibliotek

Om børnelitteraturfestivalen Vi elsker bøger

Vi elsker bøger er Københavns børnelitteraturfestival arrangeret af Københavns Biblioteker. Festivalen blev afholdt første gang i 2019. I år er der over 131 arrangementer – digitale såvel som fysiske - fordelt hen over 7 dage. Vi elsker bøger har fokus på at fejre litteraturen og læselysten hos børn og bidrage til gode læseoplevelser.

Festivalen henvender sig til børn og børnefamilier i alderen 0 til 12+, daginstitutioner, skoler og fagprofessionelle.

Programmet headlines af otte fantastiske forfattere og illustratorer:
Manu Sareen (bøgerne om Iqbal Farooq), Anne Sofie Hammer (bøgerne om Villads fra Valby), Thomas Brunstrøm (bøgerne om Sallys far), Sarah Engell (bl.a. 21 måder at dø og Tag gaden tilbage), Tomas Lagermand Lundme (bl.a. Had mig, elsk mig), Maria Jarjis (WTF er det?), Kasper Hoff (serien Gamerz) og Thorbjørn Christoffersen (illustrator til Ternet Ninja).

Disse otte hovednavne og mange flere kan opleves rundt omkring på Københavns Biblioteker i løbet af festivalen.

Hvor

På alle Københavns Biblioteker. Se oversigt over bibliotekerne her.

Digitale oplevelser offentliggøres løbende. Se et overblik over digitale oplevelser her.

Hvornår

31. august til 6. september

Hvordan

Der er fri entré til de fleste arrangementer med få undtagelser. Til betalingsarrangementer findes priser og billetbestilling på bibliotek.kk.dk/vielsker eller på facebook/vielskerboegerkkb

Følg festivalen og find yderligere information om programmet