Mini-udstillingen: 1+1=11 på tur

01.12.2020
Oplev design- og oplysningsprojektet 1+1=11 på Kunstvæggen i hele december. Det er gratis.

1+1=11 er et design- og oplysningsprojekt med sociale og humanitære aspekter, hvor danske designere og wayuu-kunsthåndværkere har skabt en række unikke værker, i et anderledes og eksperimenterende samarbejde. Projektet er udviklet af kulturforeningen Dynamo og en række samarbejdspartnere.

Mini-udstilling i Nørrebrohallen er lavet med støtte fra Nørrebro Lokaludvalg, og er lavet specifikt til Nørrebrohallen. Udstillingen er en del af et større oplysningsprojekt, der via design, fotografi og formidlende tekster, fortæller historien om wayuu-folket i Colombia, deres mange udfordringer og deres fantastiske kunsthåndværk. Projektet ønsker at formidle hvordan deres historie og traditioner flettes sammen med det moderne samfunds normer, og hvordan de tilpasser sig den teknologiske udvikling.

Wayuu-territoriet på La Guajira halvøen er placeret i den nordlige del af grænselandet mellem Colombia og Venezuela. I wayuu-kulturen er kunsthåndværk en del af folkets hverdag, de sover i deres smukke Chinchorros (hængekøjer) hele livet, og bruger deres tasker til at fragte ejendele rundt i ørkenen. De traditionelle mønstre afspejler wayuu-folkets omgivelser og historie.

 

I 2021 kan du opleve den fulde udstilling med unikke tekstilværker og en række kuraterede fotografier, samt flere eksempler på wayuukunsthåndværk, følgende steder: 

Aarhus: DOKK1 den 6. april – 30. april, 2021
København: Rundetaarn den 9. juli – 28. august, 2021

Fotografer: Andrés Cardona Cruz, Alexis Munera, David Giraldo, Omar Andrés Díaz Molina, Rafael Camilo Quiroga & Jeppe Skjøde Knudsen.

Du kan se og læse mere om projektet her.

Find projektet på Instagram.