Menneskesal af Maya Peitersen på Blågårdens Bibliotek

Nyt arkitektonisk værk med menneskelige proportioner åbner på Blågårdens Bibliotek. Vær velkommen!

Blågårdens Bibliotek har fået et nyt permanent værk: Menneskesal af Maya Peitersen. Torsdag d. 3. november kl. 17-20 inviterer vi til fernisering. Vi byder på en forfriskning, og alle er velkomne!



Menneskesal er en arkitektonisk installation af Maya Peitersen med plads til ophold, både fordybelse og samtale. Værket vil fremover være en permanent del af biblioteket på 1. sal.

Menneskesal er støttet af Statens Kunstfond, Nordea Fonden, Rådet for Visuel Kunst, Statens Værksteder for Kunst og Københavns Kommune.

Om Maya Peitersen

Maya Peitersen arbejder fra kunstnerens klassiske samfundsposition, æstetisk, politisk og socialt. Følelsen af at være uvirkelig, være udenfor samfundet, er et grundvilkår. Mens disse følelser arbejder i sindet, er verden i fuld gang udenom med lige dele gru og skønhed. ”Mit sind er psykedelisk og produktivt. Jeg åbner fra min ensomme position, lukker samfundet ind, tager del og deler gennem min praksis. Jeg arbejder aktivt for at bringe kunsten til alle i det offentlige rum”.

Maya Peitersen arbejder med installation, performance, video, tegning, præg og tekst og skaber værker til museer, udstillingssteder og offentlige rum. Hendes praksis tager afsæt i psykiske tilstande og virkelighedsopfattelser, sat op mod samfundets strukturer og normer, som diagnosticering, kategorisering og konstellationer mellem mennesker, industri og natur. Begreberne privatsfærer, fællesskaber, ensomhed og kaos er centrale i hendes værker.

I Maya Peitersens æstetik mødes det sarte vilkårlige med gentagelsen i form af elementer og moduler. Her smelter industrielle referencer og porøs psyke sammen til smukke og sære eksistenser. Hun arbejder altid ud fra en stærk idé og finder værkernes endelige form i processen. ”Jeg bygger mine rumlige værker analogt, da de små uensheder, håndens arbejde giver, er vigtige ift. at give dem en menneskelig skrøbelighed”.

Praktisk

  • Hvad: Fernisering: Menneskesal af Maya Peitersen
  • Hvornår: Torsdag d. 3. november kl. 17-20
  • Hvor: Blågårdens Bibliotek, 1. sal