Lav kunst med Nørrebros børn!

05.09.2019
Børnekunst i Osramhuset søger kreative og engagerede frivillige til at planlægge og lave kunst med børn!

Børnekunst i Osramhuset har i 3 år undervist børn fra Nørrebro i forskellige kunstformer – primært billedkunst. Vi søger lige nu flere frivillige, der vil være med til at fortsætte projektet. Der er plads til nye idéer og det du og børnene brænder for at lave. Vi leder derfor efter engagerede frivillige, der vil være med til at forme kunstforløbet samt undervise på holdene.  

Børnene er en skøn og blandet flok – der er nybegyndere, erfarne, drenge, piger, forskellige etniciteter og et aldersspænd på ca. 8-13 år. Mange kommer fra familier, som har begrænsede erfaringer med at benytte byens kulturtilbud.

Vi søger frivillige undervisere til onsdags- og lørdagsholdet
Du har en interesse i kunstnerisk arbejde og undervisning af børn. Undervisningen planlægges i samarbejde med koordinatoren og andre frivillige, og du vil have mulighed for at sætte dit eget præg på forløbet. Du kan både være kunstner, pædagog eller noget helt tredje. Det vigtigste er lysten til at være med.           

Vi kan tilbyde

  • Mulighed for at give din passion for kunst videre til børn
  • Relevant erfaring til dit CV
  • Mulighed for at indgå i et fællesskab af andre frivillige
  • Rammer, hvor det meste er muligt – (næsten) kun fantasien sætter grænser!
  • Mulighed for at give børn et kreativt og anerkendende fællesskab

Vi forventer, at du

  • Er imødekommende, positiv, engageret og mødestabil
  • Erfaring med kunstnerisk arbejde og/eller arbejde med børn
  • Har lyst til at lære teknikker og begreber videre til børn
  • Kan afsætte ca. 2 timer om ugen i minimum et halvt år

Hvornår?
Vi har lige nu hold onsdag kl. 16.30-18.00 og lørdag kl. 12.00-14.00. Der er mulighed for at udvide med flere dage, så skriv endelig hvis du har lyst.

Om os
Osramhuset er et aktivt og åbent kulturhus på Ydre Nørrebro. Vores målgruppe er primært børn, familier og unge i fritiden samt skoler, daginstitutioner og klubber. Vi har fokus på frivillighed og partnerskaber med forskellige foreninger, organisationer, private og professionelle aktører.

Ansøgning
Kan du se dig selv som en del af vores team af frivillige undervisere så send en ansøgning til Amalie på IV9Y@kk.dk med følgende informationer:

  • Hvilken frivillig funktion du ønsker at søge
  • Navn
  • Adresse
  • Telefonnummer
  • E-mail
  • Motivation for ansøgning
  • Erfaring med kunstnerisk arbejde og/eller arbejde med børn

Ansøgningsfrist
Snarest, da samtaler holdes løbende. Vi glæder os til at høre fra dig!

Kontakt
Spørgsmål og ansøgninger sendes til Amalie på IV9Y@kk.dk