Kreativ undergrundsfestival på Nørrebro

09.11.2017
HANDMADE festivalen Nordic Music, Arts and Crafts er fire dage med lydkunst, workshops, installationer, fernisering, performances, koncerter og netværk.

Den 9. til 12. november går det løs på Støberiet og Kapelvej 44, når CPH Music Maker Space i et nordisk samarbejde med det svenske genbrugsorkester SKROT og den islandske komponist Hallvardur Asgeirsson inviterer til en hyldest af DIY-kultur og alting, der er håndlavet. Festivalen er muliggjort med støtte fra Nordisk Kulturfonds »Handmade-pulje«.

Festivalen gæstes af internationale såvel som lokale kunstnere; Amerikansk-tyske Derek Holzer byder lørdag på workshop i esoteriske oscilloskop-visuals, Jez Riley French øser af sin erfaring søndag og hiver os med på en lydvandring i de Københavnske gader og stræder, hvor vi vil indsamle de lydindtryk vi støder på.

Fredag og lørdag kan man nyde en kop friskbrygget kaffe og mens den bliver til, transformerer Brittisk-svenske James Brewster processen til en kvadrofonisk lydperformance. Torsdag kan man bygge sin egen elektrodestyrede synthesizer på 3. sal i Støberiet, hvor CPH Music Maker Space's tovholder, Valdemar Kristensen, fører dig fra printplade til færdigt instrument akkompagneret af eksperimentalmusik fra DJ Mikkel Steensgaard. Aftenen afrundes af lydperformance fra det Kgl. Danske Kunstakademis lydprofessor Jenny Gräf.

Desuden gæstes festivalen af en række kunstnere herunder musik fra Kommunal Dubplate Service's HVAD, multiinstrumentalisten og instrumentbyggeren Jeppe Just, turntablist-pioneren Maria Chavez.

Se det fulde program her

Og køb billetter her