Hvad er din værste frygt? Og hvordan ser den ud?

01.03.2016
​Dette er emnet for Kunstvæggens udseende i Nørrebrohallen igennem marts måned

De tre kunstnere Cecilie Schou, Peter Berke og Sine Skovsen stiller spørgsmål til tilfældige mennesker på gader og stræder. Disse bidrager således i udstillingen med deres værste frygt og måske også med hvordan frygten påvirker dem i deres liv. Svarene vil blive flettet sammen til en visuel historie bestående af mange forskellige personlige fortællinger.

Kunstnerne vil med dette tegneprojekt udforske og visuelt formidle de mange forskellige former frygt kan tage og forsøge at stille spørgsmål i stedet for at drage konklusioner.

Frygt er noget, mange ikke taler om. Ved at give folk muligheden for at bidrage anonymt til udstillingen, håber vi at få et indblik i disse komplekse tanker og følelser, folk bærer på. Hvordan påvirker de os? Hvor kommer de fra og kan vi lære noget af dem? Mange tænker måske, at det er bedst for os ikke at sige dem højt. Men er det det?” spørger en af de tre kunstnere bag projektet, Sine Skovsen.

 

Observationerne bliver løbende samlet og fortolket med ord og tegninger i én stor vægillustration, som derved dynamisk kan udvikle sig i takt med at flere udsagn kommer til. De første streger i udstillingen bliver tegnet onsdag 2. marts kl. 17.30 i Nørrebrohallen og kan derefter følges indtil ferniseringen den 23. marts kl 19.

Kontakt til Cecilie Schou, Peter Berke og Sine Skovsen:  tlf. 30 13 49 18