Glemmer du? Så samler Spil Dansk minderne

18.10.2017
“Minderne har jeg da lov at ha'”. Bestemt. Bare du deler dem med andre. Og sange er noget af det bedste til at opsamle den fælles hukommelse

Med det helt nye Spil Dansk-initiativ, ”Vores by – i ord og toner”, får ældre borgere i København mulighed for at skrive en sangtekst om deres by sammen med en professionel sangskriver – helt gratis.

Teksten kan rumme kulørte anekdoter. Måske poetiske nedslag fra en tid med sporvogne, telefonbokse og pigtrådsmusik. Måske hverdagsglimt fra besættelsestiden. Eller noget om en ungdomsflirt i Tivoli i Wonderful Copenhagen.

KONCERT-FINALE

Refrænet er frit, og det er gratis at være med i ”Vores by – i ord og toner”.

Der er tale om fem arrangementer, hvor professionelle sangskrivere hjælper til: Bryan Rice, Freya, Jørgen Thorup, Helle Henning og Louise Dubiel. De fleste bliver på dagen flankeret af en musiker. Sanger og deltagere mødes først over tre timer med sangskrivning. Efter en pause er der åbent hus, hvor den nye sang – eller de brudstykker, der er lavet – fremføres. Til sidst får deltagere og publikum en mini-koncert med sangskriveren.

Der forventes at være 12-20 deltagere i de enkelte workshops, og ved den afsluttende koncert er for eksempel venner og familie velkomne til at lytte med.

Arrangementerne er henvendt til borgere i København, som er 60+, og Spil Dansk håber at gentage projektet i endnu større omfang i 2018.

Tilmelding til “Vores by – i ord og toner” er først-til-mølle og foregår ved at sende en mail til: signe@spildansk.dk. Skynd jer at tilmelde jer, da der er begrænsede pladser.

OVERSIGT OVER ARRANGEMENTER:

  • Kulturhuset Islands Brygge, Islands Brygge 18, 2300 København S., sangskriver Bryan Rice i selskab med guitarist Christoffer Stjerne.
    Mandag 30. oktober, workshop kl. 13.30-16.30. Offentlig koncert kl. 17-17.30
  • Christianshavns Beboerhus, Dronningensgade 34, 1420 København K., sangskriver Jørgen Thorup, bl.a. fra Shu-bi-dua.
    Mandag 30. oktober, workshop kl. 13-16. Offentlig koncert kl. 16.30-17
  • Valby Kulturhus, Valgårdsvej 4, 2500 Valby, sangskriver Helle Henning og pianist Sanne Graulund.
    Torsdag 2. november, workshop kl. 12-15. Offentlig koncert kl. 15.30-16
  • Kulturhuset Pilegården, Brønshøjvej 17, 2700 Brønshøj, sangskriver Louise Dubiel og guitarist Kristian Martinsen.
    Torsdag 2. november, workshop kl. 13.30-16.30. Koncert kl. 17-17.30
  • Støberiet Kulturhus, Blågårds Plads 3, 2200 København N., sangskriver Freya sammen med guitarist.
    Fredag 3. november, workshop kl. 13.30-16.30. Offentlig koncert kl. 17-17.30.

FAKTA:

  • Spil Dansk Ugen er årets store fest for dansk musik og musikliv. Der er arrangementer 30. oktober – 5. november.
  • Der sker noget overalt i landet: på skoler, sygehuse, spillesteder, virksomheder, biblioteker, kirker, kulturhuse m.m.
  • Kunstnere og arrangører er en blanding af professionelle, amatører, frivillige og lokale ildsjæle.
  • Spil Dansk er blevet Danmarks største musikbegivenhed i al sin bredde og mangfoldighed.
  • En lang række radiostationer, bl.a. alle DR’s radiokanaler, spiller en dag i ugen lutter dansk musik.
  • Spil Dansk-foreningens ejerkreds består af Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Musikforlæggerne, Koda og Danske Populær Autorer.
  • Spil Dansk samarbejder i 2017 officielt med 26 kommuner. Mange andre kommuner bakker også op.
  • Læs mere om Spil Dansk, tilmeld arrangementer, syng med i Danmarks Fællessang og tjek kalenderen på spildansk.dk.