Gemt, glemt og fundet i bøgerne på Blågårdens Bibliotek

19.09.2016
  • ""
  • ""
  • ""
  • ""
  • ""
Et par sjove fund af underfundige, glemte bogmærker blev til en hel samling, der nu kan ses på Blågårdens Bibliotek. Biblioteket på Nørrebro gør en dyd ud af at formidle på nye, kreative måder.

En pjece om et middel mod feriemave fundet i ”Turen går til Mexico”. En seddel, hvorpå der står: ”Jeg kører ud og spiller smart. Ses.” og teater- og metrobilletter fra Paris og Tokyo.

Det er bare et par af de finurlige former for bogmærker, bibliotekarerne på Blågårdens Bibliotek er faldet over, når bøgerne afleveres efter udlån. Førnævnte og en hel masse andre er nu havnet på en tavle til udstilling på biblioteket.

I vores optik opstår der mange der pudsige sammenhænge mellem bogens titel og det, som er glemt og gemt mellem siderne. Som når et visitkort fra pizzeriaet har været bogmærke i en bog med titlen ’Sådan bygger man et menneske’, eller når en kuvertsnip fra licenskontoret er brugt som bogmærke i ’Tusind og en nat – en indføring’. Vi blev enige om, at det kunne blive til et spændende projekt, der måske også kunne være interessant og sjovt for lånerne, der kommer på biblioteket,” siger bibliotekar Helle Laursen.

Tavlen er opdaterbar, som Helle Laursen kalder det. For når man først har fået øjnene op for de mange ting og sager, folk bruger som bogmærker, er det svært at stoppe igen. Derfor lever ”glemmekassen” videre, og bibliotekarerne samler fortsat de kreative bogmærker sammen. På den måde kan de løbende ændre og forny Tavlen.

Masser af pudsigheder på Blågårdens Bibliotek

Biblioteket på Blågårds Plads sætter en ære i at være eksperimenterende, når litteraturen skal formidles, og Tavlen er derfor langt fra det første spøjse indslag i lokalerne.  Rundt omkring hænger der på hyldekanterne af metal små magneter med ord, der inviterer besøgende lige at bikse en sætning sammen – en slags hyldepoesi, om man vil.

Et andet indslag, Digtautomaten, har tidligere vist sig populær i en sådan grad, at den nu står overfor en genoplivning. En gammel tyggegummiautomat fyldes med digte i plastkugler, som forbipasserende kan trække – velsagtens en lyrisk version af en kinesisk lykkekage.

Har man en eventyrer gemt i maven, er der to hemmelige bøger på biblioteket. Begge er markeret med to trompeter på ryggen som symbol på et hemmeligt postvæsen. Bøgerne er udhulede og gemmer på hemmeligheder, der får det til at klø i fingrene på ordglade skattejægere – vi vil ikke afsløre meget mere, men i stedet opfordre nysgerrige sjæle til at slå et smut forbi biblioteket og gå på opdagelse.