Fotoudstilling: ”Egna Röster, Egna Bilder”

03.01.2017
Oplev det somaliske miljø i Malmø gennem en fotolinse på Blågårdens Bibliotek.

Global Stories præsenterer de smukke fotos fra kulturprojektet ”Egna Röster, Egna Bilder” i en fotoudstilling på Blågårdens Bibliotek. Projektet er skabt af den svensk-somaliske kulturforening Hidde Iyo Dhaqan. Fotoudstillingen har med stor succes været vist i en række byer i Sverige. Nu kommer udstillingen til København fra d.14 til d.28 januar 2017.  

Kulturforeningen Hidde Iyo Dhaqans vision med Egna Röster, Egna Bilder er at berette hvad det vil sige at komme fra et land, hvis nyere historie er gået op i røg. Projektet består af en rig samling af mundtlige og visuelle personfortællinger fra både de unge og de ældre generationer af det somaliske miljø i Malmø og har givet en tiltrængt stemme til det svensk-somaliske diaspora.  Projektet er bl.a. også blevet til bogen ”Egna Röster, Egna Bilder”.

Udstillingen er en optakt til forestillingen ”I Am Also Somalia”, som spiller i Pakhus 11 på Østerbro fra d. 23/02 til d.11/03 2017. Forestillingen co-produceres med teatret S/H. Læs mere om forestillingen her.

Global Stories har siden 2009 med Ditte Maria Bjerg som kunsterisk leder skabt researchbaseret scenekunst. Sammen med publikum udforsker Global Stories påtrængende sociale og politiske dilemmaer. Global Stories ønsker gennem scenekunst at skærpe den kritiske tanke og styrke vores orientering som globale medborgere. Global Stories samarbejder altid med de mennesker, hvis historier kompagniet brænder for at fortæller. Læs mere om Global Stories her.