Fællesskab og varme hjerter

24.06.2016
Midsommeren på Blågårds Plads bød på både sol og torden, børneunderholdning og live musik, fællesspisning, fællessang og bål (uden heks selvfølgelig)

Støberiet og Café Blågårdens Apotek fejrede traditionen tro Skt. Hans på Blågårds Plads. RytmikGrete åbende ballet med de mindste, mens det prisbelønnede band Vildnis spillede til de ældres skål. FOLKEKØKKEN fik udsolgt på et par timer og årets taler, Emilie Adelina Monies holdt båltale, der først og fremmest var en tak til drengene bag Nørrebroløbet. 

Vi siger tak for en dejlige aften med de skønneste og varmeste naboer, der hilste den snarlige ferie velkommen med regndans på Pladsen og varme kram. 

Fik du ikke hørt talen, så kan du læse den her:

For en måned siden, stod jeg på Nørrebroløbets scene og kiggede ud over Blågårds Plads, hvor et tusinde mennesker var mødt op. Nu står jeg her igen, på scenen på Blågårds Plads. Men jeg står her ikke alene.

Jeg står her med nogen af drengene ved min side. Nogen af de drenge, der har arbejdet på Nørrebroløbet i år. Og jeg står her også med drengene, der står ude i blandt jer, rundt omkring. De ældre drenge, der for 6 år siden skabte idéen. Nørrebroløbet.

Jeg har valgt, at det er de drenge, jeg sammen med dig, Kære Blågårds Plads, holder båltalen for i aften. Båltalen er til drengene bag Nørrebroløbet, drengene fra Blågårds Plads – men også alle jer, der støtter op om fællesskabet på Blågårds Plads.

Kære drenge

I havde et ønske om at vise, at Blågårds Plads og Nørrebro er langt mere, end hvad medierne fortæller. Et ønske om at vise, at Blågårds Plads er jeres hjem. I havde et ønske om at skabe et løb for Nørrebro.

Nu står vi her den 16. maj og kigger på årets Nørrebroløb. »Der er kommet 1.000 løbere!« råber I og griner. Jeg kan høre på jeres ord, at jeres hjerter banker af begejstring. I er stolte. Stolte af jer selv, jeres venner og jeres arbejde.

Et par dage før løbet spurgte I mig, hvor jeg kommer fra. »Jeg er født i Danmark,« forklarede jeg. »Men er du så rigtig dansker?« spurgte I og kiggede på mit mørke hår. En stor tanke om eksistensen. 

Jeg har ikke tænkt over, om jeg er dansker. Jeg er ikke sikker på, hvad det vil sige, at være dansker. Jeg fortalte jer, at min familie rejste fra Portugal længe før min tid. Mit mellemnavn er albansk, mit efternavn er stavet på fransk, min familie er jødisk og mit hår er mørkt. Men jeg er hverken portugisisk, albansk, fransk eller jødisk.

»Jeg kan godt forstå, at I spørger mig,« sagde jeg. »Men jeg har ikke det svar, som I leder efter.« Jeg har ikke svaret på jeres spørgsmål, fordi det ikke handler om, om jeg er dansker. Det handler om, hvad det betyder at være dansk, og hvorfor det at være dansk overhovedet er af betydning.

Er vores nationalitet vigtig i forhold til vores selvforståelse og dermed vores eksistens? Er vores nationalitet vigtigere end vores eksistens? At sætte nationaliteten forud for eksistensen, er det samme som at sætte essensen forud for eksistensen. Når vi fokuserer på essens i stedet for eksistens, har vi pludselig ikke muligheden for, at skabe vores egen tilværelse. For er det vores nationalitet, der skaber vores tilværelse? Og er vores nationalitet vigtig, i forhold til vores fællesskab?

14 unge drenge, som drømmer om at være iværksættere og skabe et motionsløb. Jeg har ikke tænkt over, hvilken nationalitet I har, eller hvilket land jeres familier kommer fra.

Jeg har ikke tænkt over det, fordi det ikke bør være vores udgangspunkt. Udgangspunktet er dig og din tilstedeværelse. Din eksistens, og hvordan du møder mig. Jeg kan ikke tage stilling til, hvem du er, ud fra, hvor du kommer fra. Jeg kan tage stilling til, hvem du er, ud fra, hvordan du møder og behandler dine omgivelser. Hvordan du møder og behandler mig.

»Der er så meget, vi skal passe på,« siger Dansk Folkeparti. Ja. Vi skal passe på hinanden. Vi skal passe på ikke at fremmedgøre os selv og hinanden. 

Det er mandag den 16. Maj, og i højtalerne på Blågårds Plads, bliver der sagt, at vi skal passe på hinanden. »Pas på hinanden, når i løber igennem kirken. Husk at give hinanden plads. Pas på hinanden på hele ruten, det er dét løbet her handler om,«

Den empati og tilgang til fællesskabet, bør være vores fælles udgangspunkt. Ikke kun på ruten igennem Nørrebro eller her på Blågårds Plads, men i hele vores land, i hele vores verden.

I skal vide, drenge, at den indsats I ligger for dagen, spreder sig som ringe i vandet. Den empati og tilgang til fællesskabet, som I har skabt, giver genlyd helt ud til kysterne i vores land. I får mig til at tro på, at vi godt kan håbe og drømme store drømme, for os selv, hinanden og vores verden.

Jeg står sammen med jer, oppe på scenen og ser et tusinde løbere løbe over startlinjen til årets Nørrebroløb. Jeg ser rundt på jer, drenge. Jeg ser jer betragte resultatet af jeres arbejde med stjerner i øjnene. Jeg er stolt af jer. Og jeg er tilmed stolt af jeres drømme. I har skabt rammerne for et nærværende fællesskab. I har skabt rammerne, for fællesskabet på Blågårds Plads.

Nu afhænger succesen af, at omverdenen tager del i det. Nu er det op til dem omkring, at de tager det samme udgangspunkt som jer. Det er op til dem, om de også drømmer om en fremtid i et fællesskab med resten af samfundet.

Jeg er rørt over, at der er et tusinde mennesker, der støtter op og deltager i jeres løb. Jeg er rørt over den opbakning I har fra Nørrebro og Blågårds Plads. Men jeg drømmer videre i mit stille sind. Jeg drømmer om, at hele vores land og hele vores verden, støtter op om jeres ambitioner, visioner og drømme.

At støtte op og passe på hinanden, er at være menneske. At være menneske, har langt større værdi, end at være dansk. På Blågårds Plads passer vi på hinanden. På Blågårds Plads, er det fællesskabet, der har betydning.

Tak, fordi I har skabt det fællesskab.