Er I klar til 48TIMER Festival 2019?

25.04.2019
Kulturfestivalen på Nørrebro løber af stablen for ottende gang denne weekend med over 100 events spredt ud over bydelen.

48TIMER Festival er en kulturfestival på Nørrebro i sidste weekend af april. Sammen med besøgende fra hele København fejrer vi alt det særlige ved vores bydel og hylder i to hele døgn alt det personlige, nørdede og skæve, vi finder på Nørrebro.

Festivalens indhold er skabt af lokale aktører bestående af foreninger, organisationer, kunstnere, erhvervsdrivende, beboere og andre ildsjæle. Indslagene og de mange events er geografisk sporadisk fordelt over hele Nørrebro, samlet og synliggjort af et koordinerende festivalkontor.

48TIMER Festival så dagens lys i 2012 i samarbejde med 40 arrangører og op mod 6.000 besøgende. Festivalen har siden da kun vokset sig større, og sidste år bestod programmet af over 100 unikke kulturarrangementer med over 10.000 glade festivalgæster.

I år finder festivalen sted i weekenden fra den 26.-28. april, og vi glæder os til præsentere jer for alt fra musik, kunst, talks, performances og madoplevelser over to hæsblæsende døgn. Fælles for arrangementerne er, at de præsenterer et aspekt af Nørrebros kultur, som ikke er til offentligt skue hver dag. Vi tør godt love, at der er noget for enhver smag!

48TIMER Festival skabes af kulturhusene Blågården (Støberiet og Blågårdens Bibliotek), Union, Osramhuset og Nørrebrohallen og arrangørgruppen KulturSkaberne i samarbejde med lokale aktører og frivillige.

Tak til samarbejdspartnere, sponsorer, aktører og frivillige, som er med til at gøre Nørrebros egen kulturfestival til noget helt specielt!

Se meget mere om festivalen på www.48timer.com.