EID MUBARAK

17.07.2015
Fredag den 17. juli sluttede ramadanen, og vi fejrede EID på Blågårds Plads

Dagen begyndte med EID-bøn på Blågårds Plads kl. 9.30. Ved middagstid var der gratis mad, popcorn, saftevand og slik til børnene. Det var Yahiya Hoji og Lisbeth Bryhl fra Folkets Hus, der havde taget initiativ til arrangementet. 

"Der er brug for at holde EID lokalt, fordi ellers skal alle beboerne helt ud til Valby for at fejre Eid. Det er ærgerligt, når vi har så god plads og mange gode kræfter. Det er også vigtigt at invitere vores ikke-muslimske naboer med, så de kan lære vores højtidligheder at kende - ligesom vi kender jul og så videre," siger Yahiya. 

Folkets Hus samarbejdede med BLÅGÅRDEN og VIOMIS om EID, og Områdefornyelsen Nørrebro financierede arrangementet. Mange af de hjemløse fra området var med til at stille borde og bænke frem. Derfor blev der også samlet ind til dem. 

Der blev uddelt mere end 600 portioner mad, over 10 kilo slik og en masse popcorn og saftevand. FerieCamp var også på pladsen, så der var masser af aktiviteter til de mindste.

"Dagen er gået fremragende. Alle har rost os og givet thumbs up. Det betyder rigtig meget for mig, at vi kan holde sådan et arrangement, og at alle føler sig velkomne og som en del af nabolaget. Jeg håber, at vi kan holde mange flere af den her slags arrangementer," siger Yahiya Hoji. 

Nå ja, og så siger Herekol (det er ham, der står sammen med Kapelmutter aka Hende De Kalder Lisbeth på et af billederne) glædelig Eid til alle på Nørrebro - og alle andre steder :)