Dansende bænkebidere på loftet

06.10.2015
I uge 40 var BLÅGÅRDENs dansesal fyldt med børn i sære stillinger. Det var der en god grund til.

Hvordan danser man en mælkebøtte eller en bænkebider? Det har 4.x og 4.y på Sankt Ansgars Skole sat sig for at finde ud af. Eleverne har været i naturen for at studere dyr og planters liv for derefter at arbejde med og omsætte den nye viden til koreografi – en kropslig formidling af naturen, om man vil.

Lulu, Ester og Dominika er nogle af de elever, der har gravet efter lyssky dyr i skoven, og de er meget enige om, at det er både sjovt og lærerigt:

Det føles slet ikke som skole. Det er rigtigt sjovt, og vi lærer faktisk også nogle seje ting som for eksempel at bevæge sig i slowmotion, fordi der er nogle dyr, der bevæger sig rigtigt langsomt,” siger Ester.

Dominika synes, det er hårdt, men også at det er meget sjovere end at sidde i klasseværelset.

En hel uge er taget ud af skemaet for bogstaveligt talt at bevæge sig ind i naturens verden. Først studeres nærmiljøets dyr og planter i samarbejde med en naturvejleder. Bagefter hjælper danseundervisere med at omsætte dyrelivet til bevægelse i forskellige stilarter som for eksempel breakdance, moderne dans og hip hop, så der er noget for både drenge og piger.

Dansemyglarven er et af de dyr, Lulu synes er sejest. Det er mest på grund af det sjove navn, men undervisningen sidder fast, fordi man får lov at lære på en anden måde, mener hun.  Det er ikke kun Lulu, der mærker, at undervisningen er anderledes og sjov. Vibeke Løve, lærer på Sankt Ansgars Skole, har fulgt klasserne gennem hele ugen og er overbevist om, at den lidt utraditionelle måde at undervise på er vejen frem:

Det her med at observere naturen og derefter anskueliggøre gennem bevægelse gør, at den her læring er så unik. Eleverne taler om dyrene og får så meget viden med, fordi de har det sjovt og bruger kroppen, mens de lærer,” siger Vibeke Løve.

Forløbet, Biologien danser, er et samarbejde mellem Dansekapellet og BUF/Københavns Naturskole, og BLÅGÅRDENs danselokaler danner rammerne, hvori eleverne udlever deres indre dyr og planter. Undervisningen er for mellemtrinet, og formålet er, at børnene får viden om natur/teknik og om dans. Gennem sammenkoblingen gennemgår de en læringsproces, der byder på en særlig form for erkendelse. I arbejdet bruger børnene deres krop og intellekt og deres følelser og fornuft.

Udover den kreative læring, udvikler børnene også deres sociale bevidsthed og evner ved at samarbejde med klassekammeraterne i den kunstneriske proces, siger projektkoordinator fra Dansekapellet, Christine Seierstad. Erfaringen viser, at eleverne også får mulighed for at nedbryde de eksisterende roller i klasserne og et bedre sammenhold.

Det at danse et dyr eller en plante er heller ikke helt ufarligt:

Vi ved, der er et bibliotek lige neden under dansesalen, og når vi alle hopper og danser, tror vi næsten, at gulvet går i stykker. De kan i hvert fald høre os dernede,” griner Dominika.

Ugens hårde, men sjove aktiviteter kulminerede fredag, da eleverne viste deres slowmotion-koreografi til både deres venner i parallelklasserne og forældre.

Både Sankt Ansgars Skole og Blågård Skole været på eventyr i naturen og danselokalet. Biologien danser er en del af det landsdækkende danseprojekt, Ta' fat om dansen, som udbydes af Dansehallerne og støttes af Nordea Fonden. Vil du vide mere, kan du kontakte Dorte Rugtved på dorugt@kff.kk.dk