Blågårdens Børnehus på besøg til højtlæsning, havskum og beskøjter

27.09.2017
Blågårdens egen børnebogsfatter læste højt fra sin egen bog, "Min morfar", og andre sørøverhistorier.

Blågårdens Børnehus var den sidste mandag i september på besøg til havskum (aka slush ice) og beskøjter (mariekiks) på Blågårdens Bibliotek. Anledning var, at vores egen børnebogsforfatter Helle Laursen læste højt af sin anmelderoste billedbog "Min morfar". 

Helle fortalte om slethvar og stenbidder og helleflynde og havtaske og hestemakral ("Det er en mærkelig makral!"). Om Det syd kinesiske hav, Den Bengalske Bugt, Indiske Ocean og Atlanten. Om faldvind og magsvejr og monsun og havblik og barometer. Og om mange andre navne, der snoede sig sammen til en historie om en morfar, der ikke er pensionist, men en ægte søulk og verdenshavemand. Han laver glasflakser med skibe og skattekort og kender flere lande på verdenskortet end nogen anden. Og han er spændende at høre om, selvom man ikke forstår alle de svære ord. I hvert fald, hvis man skal tro børnene fra Blågårdens Børnehus. 

Efter historien om morfar fik de også historien om Den gamle mand og hvalen og prøvede at regne ud, hvad det nu var for en hval. "Den er sort med en hvid plet og har sådan et hoved, som ligner en kaskelothval," gættede en af børnene, og vi ved ikke andet, end at det nok er sandt.