subURBAN DANCE FESTIVAL i Dansekapellet

subURBAN DANCE FESTIVAL i Dansekapellet - International festival for urban dance i København NV

International festival for urban dance i København NV (har skiftet navn i 2022 til D10)

STYRKELSE OG STØRRE SYNLIGHED

Urban dance som scenekunst er en gren af dansen, der fortjener større opmærksomhed på den danske scene. Derfor har Dansekapellet etableret en festival som er:

  • En festival hvor et dansk publikum kan se det bedste inden for national og international urban dance som scenekunst
  • En udviklingsplatform, hvor dansk scenekunstmiljø kan møde internationale kunstnere inden for urban dance og få input udefra, skabe samarbejder, netværksrelationer og blive inspireret af de mulighed urban dance tilbyder som scenekunst
  • Et forum for kapacitetsopbygning, hvor talentmassen inden for dansk urban dance kan få koreografisk indspark i deres arbejde

Festivalen blev første gang afholdt i april 2017.

BAGGRUND

På den internationale dansescene er urban dance i rivende udvikling. Fra sin fødsel i gadedansen er urban dance rykket ind i de store institutioner, og den bedste scene-hip hop vises på de store, internationale dansefestivaler som bienalen i Lyon og Tanzmesse i Düsseldorf og på scener over hele Europa.

I europæisk sammenhæng er særligt Frankrig, Belgien, England og Holland langt fremme. Internationalt er der forestillinger med stor originalitet og høj kunstnerisk kvalitet, et dansk publikum og scenekunstmiljø fortjener at stifte bekendtskab med.

HVOR AFHOLDES FESTIVALEN ?

Dansekapellets internationale festival for urban dance har centrum i Dansekapellet i København Nordvest, og har tidligere anvendt scener og byrum i Nordvest samt områder som Brønshøj, Vanløse, Tingbjerg og Nørrebro, der sjældent er scene for internationale scenekunstbegivenheder.

Festivalen har fra 2020 haft sit centrum i Dansekapellet.

I 2022 skiftede festivalen navn til D10 i anledning af Dansekapellets 10 års jubilæum.

Næste festival vil finde sted i 2024.