Skateskole

Hver lørdag og søndag kl. 10 - 14 i Copenhagen Skatepark.

I weekenden fra klokken 10-14 holder Copenhagen Skatepark åbent for Skateskolen. Der undervises i hold, der er delt op efter, hvor erfaren en skater man er. Derudover er der hold for de mindste (fra 4 år) et hold for voksne, et hold for små piger samt et hold for teenage/voksne piger. Hvert hold undervises halvanden time ad gangen. Underviserne er selv øvede skatere.

Den første time er en gratis prøvetime, derefter koster undervisningen 350 kroner om måneden. Det er muligt at låne skateboard og beskyttelsesudstyr i hallen.

Når man melder sig ind i skateskolen, vælger man at gå enten hver lørdag eller søndag. Man betaler for mindst én måneds Skateskole ad gangen. Betaling kan kun ske ved kassen inde i hallen med enten kontant eller kort. Vi har desværre ikke mulighed for online betaling eller bankoverførsel.

Indmelding
Hvis du vil melde dig ind i Skateskolen, skal du skrive en e-mail til os, med dit barns/din egen information (navn, alder, niveau). Så sætter ham/hende/dig på et hold, der passer til dit/deres niveau.

Kontakt
Skateskolen kan kontaktes på e-mail: skateskolen@copenhagenskatepark.dk
 

Skateskolens mantra – vores fire grundpiller:

  1. At have det sjovt: I første omgang handler vores undervisning om at formidle glæden ved at stå på skateboard. Det gælder den kropslige oplevelse ligesom den sociale oplevelse. Skateboarding er i vores øjne en god blanding af fysisk udfoldelse, socialt samvær og opfyldelsen af individuelle målsætninger. I skaternes jargon er det dette, der udgør den gode ”session” – en kerneoplevelse i skateboarding!
  2. At lære tips og tricks: Al begyndelse er svær. Dette gælder også, når man skal lære de basale tricks på skateboardet, som ollie, kickflip, heelflip, boardslide mm. Det er helt klart en fordel at skate sammen med andre på éns eget niveau, da der her kan sparres, glædes og trøstes sammen om processen ved at lære tricks på brættet. Instruktørens rolle ved indlæringen af tips og tricks er dén, at den tekniske del af tricket forklares og at der kommenteres, motiveres, rådgives og gives en hånd i forhold til den praktiske udførsel af tricket.
  3. Fokus på at skate så meget som muligt: I den time, der undervises, drejer det sig om at få skatet så meget som muligt. Det vil sige at vi er opsatte på at sørge for, at deltagerne på holdet lægger hverdagen til side og er så meget med som muligt i undervisningsforløbet. Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan have én dårlig dag, men når der skates, så står tiden stille.
  4. Socialt samvær: Skateboarding er mere end at køre og lære tricks på brættet, det handler i høj grad også om at kunne færdes blandt andre skatere. Skateskolen lægger vægt på at skabe et harmonisk og åbent miljø, der giver plads til og opmuntrer alle deltagere. Skateboarding er en aktivitet, der beror på det individuelle udtryk. Således har det individuelle aspekt, hver enkelt deltagers individuelle udtryk, sin egen plads i Skateskolen.