Sarah og Yassine: Vi er brobyggere mellem gaden og fritidslivet

04.12.2015, Kl. 12.59

By EE8Z

0 comments
Vi kender områdets unge og klubberne, så vi ved, hvordan vi matcher dem.

Der har manglet sammenhæng mellem klubberne på Indre Nørrebro. Derfor blev vi ansat som opsøgende gadeplansmedarbejdere i februar. Siden har vi brugt rigtig meget tid på at lære børn og unge på hele Indre Nørrebro at kende og finde ud af hvilke udfordringer, der er i området. 

Vi har også skabt kendskab til de tilbud, der er herinde: Det Gode Naboskab, Støberiet, Biblioteket, Fritidsguiderne, Gadepulsen, Ungdomsskolen, UU Vejledningen, Blågård Skole og Guldberg Skole. På skolerne er vi en gang om ugen i det store frikvarter, hvor vi har en screeningsopgave i forhold til Blågårdsskolen og ellers er det mest for at skabe kendskab og fastholde relationen.

Der er rigtig meget, vi skal samle op på for at tilbyde de unge hjælp til at komme videre, hvis de sidder fast. Det kan være i forhold til lektiehjælp, fritidsjob eller få de klubløse unge væk fra gaden. Vi er en god kombination, fordi Sarah er kvinde og Yassine er mand, og derfor kan vi rumme både piger og drenge, da de har hver deres udfordringer. 

Vi har også brugt rigtig meget tid på Strøm, som er et mentorprojekt mellem Ungdommens Røde Kors og Københavns Kommune på hele Nørrebro og Bispebjerg. Det er for de unge, som har brug for ekstra positiv voksenkontakt, men ikke en kontaktperson. Det er et rigtig fedt projekt, fordi det er ressourcestærke mentorer, der kan hjælpe med lektier og så videre. De mødes cirka tre gange om måneden. 

Vi har været med for at lave henvisningen på mange af børnene i samarbejde med lærere og forældre og været med til mentormøderne for at skabe dialog mellem børnene og deres mentorer. Det bliver spændende at se, om kontakten holder hele året, hvor meget de unge får ud af det, og om det kan fortsætte. 

Ellers besøger vi mindst en klub hver eftermiddag. Det er dels for at have kontakt til de unge og for at tale med personalet om situationen og de enkelte børns tilknytning til klubben. Der er meget opfølgning og fastholdelse. Så kan vi have individuelle aftaler med unge. Det kan være lektiehjælp eller jobsøgning. Vi er også tit forbi biblioteket, fordi der har været en del problemer. Der er SSP møder.

En anden ting vi bruger meget tid på er at forklare de unge, hvad vi laver. I starten var det svært, fordi vi ikke selv vidste, hvordan vi skulle forklare det. Nu er de unge ved at finde ud af, at vi kan hjælpe dem med at finde fritidsjob, lave lektier eller tage med på UU Vejledningen. De kontakter selv os, og nu er de næsten holdt op med at spørge: “Får I bare penge for at hilse på os?”

Vi bruger også meget tid på at følge op, hvis vi for eksempel har hjulpet en ung med et job. Det er fordi, de skal lære ikke bare at give slip, hvis de møder udfordringer. Det kan være svært ikke at gøre selv for mange unge herinde. 

Det kan være svært, at vi tit bliver brugt meget til konfliktløsning og tit er der, når der er problemer eller ballade. Men de unge har efterhånden fundet ud af, at vi er der for deres skyld og ikke som politibetjente. Når vi har relationen er det nemmere at tale med dem om deres adfærd, og hvordan det virker på andre. På den måde er vi også med til at skabe dialog mellem de unge og de ansatte der, hvor de unge måske har lavet ballade. 

Det er fedt job at være gadeplansmedarbejder. Det fede er fleksibiliteten, at man ikke skal møde et fast sted, men kan møde de unge, der hvor de er, og tage udgangspunkt i deres behov. Vi kan tilbyde nogle ressourcer, som de måske ikke er vant til, og de er blevet gode til at bruge det på en positiv måde. Også når der er konflikter. Men det har taget noget tid at få skabt de relationer. Vi er heldigvis fastansat, men der kan ske ændringer med fritidsreformen til sommer.

Tilføj kommentar