Nagieb: Det Danmark vi har herinde er ikke en utopi

25.06.2015, Kl. 14.19

By EE8Z

0 comments
Læs hele Nagieb Khajas Skt. Hans tale

Den gode Lisbeth Bryhl, som er en af arrangørerne af Sankt Hans aften her på Blågårds Plads, spurgte mig for et par måneder siden, om jeg ville have den ære at tale til jer i aften. Det takkede jeg ja til... Det var et lidt nervøst ja, fordi jeg ikke anede, hvad jeg skulle tale om. Lisbeth var så dog så sød, at hun hjalp mig på vej. Hun foreslog , at jeg skulle sige noget om tiden efter Omar Husseins angreb foran Krudthuset og synagogen. Da folketingsvalget pludseligt kom, blev hendes forslag endnu mere aktuelt og relevant

Da Omar Hussein dræbte Finn Nørgaard og Dan Uzan blev han af nogen i den efterfølgende debat italesat som et fremmedelement. Det kunne ikke være mere forkert.  Omar Hussein var en del af dette samfund. Og man kunne polemisk også sige en konsekvens af det Danmark, vi lever i. Omar blev født i Danmark. Da han var barn legede han på vores gader... endda her på Nørrebro. Omar Hussein var et produkt af Danmark, men nogen forsøgte at få ham til at fremstå som et importeret fænomen, som noget fremmed, og det er det ord, som jeg gerne vil tale mere om.

Jeg vil ikke stå og fraskrive Omar Hussein et ansvar for hans handlinger. For selvfølgelig har han det største ansvar. For han var jo ikke et barn.  Ethvert voksent menneske, der gør noget så alvorligt, noget så forfærdeligt, har det primære ansvar for sine handlinger. Men jeg vil allerhelst tale om os. Om vores ansvar. Hvad vi kunne have gjort, og hvad vi kan gøre i fremtiden.  

For vi kunne selvfølgelig ikke gå ind i Omars krop og overtage den og handle på hans vegne. Vi kan heller ikke gøre det på vegne af andre, hvis historie minder om Omars. Unge som besidder den samme frustration over at være mislykket med deres liv...  frustreret over deres hverdag og ikke mindst vrede over modstanden og modgangen. Vi kan kun gøre det, som er i vores magt. Vi kan påvirke dem. Vi kan inspirere dem. og Vi kan forsøge at hjælpe dem, og vi kan ikke mindst konfrontere dem, hvis vi mener, de tager fejl, når de synes, at alt er håbløst, og at der ikke er nogen vej frem i Danmark.

De, som i disse dage råber højst, er desværre de, som intet gør. Handekraft ser vi desværre ikke hos de politikere og debattører, der konkurrerer med hinanden i at skælde ud og slå de såkaldt problematiske grupper oven i hovedet.  

Bagefter klapper de endda hinanden på skuldrene for hinandens indsats, selvom de blot er garant for ord.. og endda ord, der ofte forstærker den gensidige frygt og mistro. Der er dog heldigvis mennesker, der vitterligt gør en forskel. Danmarks usynlige helte, som handler i stedet for at tale. Her tænker jeg på skolelærerne, pædagogerne, gadeprojektsmedarbejderne, de frivillige i sportsklubberne, de frivillige kræfter i foreningerne. Og selvfølgelig også alle dem som forsøger at gøre en forskel på egen hånd.

Det er mennesker, som vi næsten aldrig hører om i medierne. Og de har heller ikke selv travlt med at markere sig og gøre os opmærksomme på deres arbejde for fællesskabet. De mest hårdarbejdende og idealistiske mennesker, jeg kender er alt for ydmyge til at bryste sig af deres indsats.

Imens har råbe-koret travlt med at cementere kløfterne mellem de såkaldte ”fremmede”  og de såkaldte ”rigtige danskere.” Det gælder desværre ikke kun Dansk Folkepartis repræsentanter, men også de seneste to regeringers. For eksempel deres kategorisering af danskere i et A-hold, der består af de ”rigtige” danskere, og et  B-hold, der består af de ”forkerte” danskere. 

Der er A-holdet dvs. danskere med den rigtige hudfarve, det rigtige navn, måske den rigtige religion eller overbevisning, som overhovedet ikke skal leve op til kriterier og krav. Ja, de kan sågar melde sig ind i det nazistiske parti og stadig ikke få beklikket deres status, og om de hører hjemme i dette samfund. 

Og så er der B-holdet, hvor en hudfarve, en religion, et tørklæde eller et navn, kan så tvivl om deres status som en del af det danske samfund. Og når man er på B-holdet  skal man altid være klar til at bevise sin loyalitet over for samfundet og sin duelighed. Ja, man er skyldig indtil det modsatte er bevist. Og skyldig vil sige en byrde og et problem for samfundet.

Behøver jeg at sige, at dette menneskesyn er problematisk?

Og det bliver ikke bedre, når for eksempel vores statsminister Helle Thorning Schmidt omtaler unge, der er født i Danmark som indvandrere, selvom de er født her i landet. Statsministeren burde været et foregangsbillede, men sprogbrugen, tankegangen omkring etniske minoriteter er så gennemsyret af strukturelle problemer, at der ikke længere findes nogle selvfølgeligheder inden for dette område. Det er sørgeligt, at mennesker, der burde være foregangskvinder og – mænd ikke kan vise vejen. At de ikke er opmærksomme på, at deres retorik er ekskluderende. Eller endnu værre, at de nogle gange bevidst og kalkuleret bruger en farlig retorik, fordi de søger stemmerne og magten.

For omkring en uge siden havde vi folketingsvalg, og det gik desværre, som de fleste mennesker herinde ikke ville have det. De to statsministerkandidater Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning Schmidt konkurrerede i de fleste debatter, om hvem der kunne gøre livet skrappest for nytilkomne flygtninge. Helle Thorning gentog endda flere gange stolt, at hun havde fået gennemført en lov, der sørgede for, at en flygtning, ikke kunne få sammenført sin familie det første år.

Postulatet bag denne stramning var, at flygtningen så kunne afvente og se, om krigen sluttede inden for et år og i bedste fald tage hjem igen. Det argument ved alle, er et stort selvbedrag, når det gælder den syriske borgerkrig, som de fleste flygter fra i øjeblikket. Den krig ved alle, kommer til at vare i mange år.

Jeg har selv som journalist dækket krigen i Syrien i over tre år og kan fortælle jer, at det syrerne flygter fra, er en virkelighed, der overgår de fleste danskeres værste mareridt.

Da jeg var i Aleppo i det nordlige Syrien sidste år, så jeg en far stå med sin afdøde lille datters lyserøde sandal i murbrokkerne efter et luftangreb og bebrejde sig selv for ikke at have flygtet. En mand der vil bebrejde sig selv resten af sit liv. Og på samme tur så jeg en lille dreng på 11 år, se på, mens faren, der var blevet såret under et luftangreb, langsomt forblødte ihjel på et hospital, der ikke havde strøm nok til at kunne behandle patienterne.

Jeg husker, hvordan den lille dreng var ved at besvime, da han så sin fars blodige og livløse krop. Han begyndte at græde og hostede og lavede opkastlyde, fordi  chokket var så stort. Hvis drengen er så heldig at overleve krigen, vil han være mærket for livet. Det var den barske virkelighed, syrere, der ikke flygtede, mødte i Aleppo.

Intet barn burde blive udsat for sådan en virkelighed. Intet menneske fortjener de oplevelser.

Har de to statsministerkandidater måske nogen sinde tænkt, at det kunne have været deres barn, der var død i murbrokkerne… eller deres eget barn, der oplevede at deres far eller mor på brutal vis døde foran dem? Kan vi virkelig være det bekendt ikke at have forståelse for, hvorfor disse mennesker flygter? Behøver vi virkelig at opleve det samme for at få lidt empati?

Frygten og polariseringen har taget over. Underligt nok er det en frygt for den verden, som vi herinde på Nørrebro lever i.  En frygt for det mangfoldige og anderledes. Det Danmark vi har her inde er ikke et Utopia. Det er et Danmark på godt og ondt. Men de fleste herinde vil nok være enige i, at det mest er på godt.

Den næste frase er en slidt kliché, men vi bliver nødt til at minde os selv om den.. ”at en fremmed, er en ven, som vi ikke har mødt endnu”. Eller at den fremmede i hvert fald har potentiale til at blive vores venner. Jeg tænker især på de danskere, som lod frygten tage over ved dette valg.

For os på blandt andet Nørrebro er de blevet de ”nye fremmede” i vores verden på, når vi betragter dem herfra. Jeg synes, at vi skal vise ”det andet Danmark” vejen frem. Og jeg mener ikke, at vejen frem er at skælde dem ud. Vi skal derimod tage dem i hånden og sørge for at vise dem, at det de frygter, ikke er noget at være bange for. Og at de mennesker som de tror, er snyltere og bedragere, faktisk er desperate og trængende mennesker, der har brug for deres hjælp.

Her lader vi ikke politikere og meningsdannere slå plat på vores naboer eller på de svage i samfundet, fordi de vil høste stemmer. Vi ved, at de udfordringer, som vi ind i mellem bliver stillet i udsigt, faktisk kan overkommes. 

Vi har fået en ny opgave. Den går ud på,  at vi skal vise de borgere, der stemmer på politikere og partier, der taler frygtens sprog, at der ikke er noget at være bange for.

Vi skal få dem til at føle sig trygge og blive en del af det fremtidige Danmark, vi elsker så højt. For det Danmark vi lever i her på Nørrebro, kan også blive deres fremtid.  Og de skal vide, at det faktisk er en spændende, givende og god fremtid, der venter dem.

Tilføj kommentar