Muko: Vi giver tilbage til kvarterets børn

13.04.2015, Kl. 14.30

By EE8Z

0 comments
Drengene i BlågårdsBunkeren er ikke ballademagere, men før vi selv skabte en klub til dem, havde de ikke andet end gaden. Foto: Anna

BlågårdsBunkeren er en klub for drenge mellem 9 og 14 år, som er drevet af Kirkens Korshær. Til daglig er vi fire ansatte og fem frivillige, som spiller fodbold, laver mad, tager på forskellige udflugter og hygger os i klubben, når drengene ikke har andet at lave. Bunkeren åbnede i 2012 i Griffenfeldsgade, men ligger nu i Blågårdsgade nr. 35.

Nogle af de ældre drenge fra kvarteret, blandt andet Mudi, havde et fodboldhold med nogle af de små, som de samlede om deres passion: fodbold. Efter træning tog Mudi dem med over i Korsgadehallen, hvor de lavede lektier. Efter en længere periode fik han overbevist lederen af Kirkens Korshær på Nørrebro om at søge nogle fonde, så de kunne få deres egne lokaler. Siden har BlågårdsBunkeren været et populært sted at komme for de drenge, der ellers ikke høre til nogle klubber på Indre Nørrebro. 

Drengene laver ikke ballade på gaden eller tiltrækker opmærksomhed, men ressourcerne derhjemme er ikke til at betale kontingent i fodboldklubben eller tage på ferie. De kommer ikke ud af Firkanten og ved ikke, hvad der sker udenfor. Derfor betaler vi i BlågårdsBunkeren deres kontingent i B93, som vi har et samarbejde med, og sørger for at tage dem med på ture i for eksempel Kristi Himmelfartsferien. 

Som ung i et kvarter som vores, er det let at blive tiltrukket af ballade og hurtige penge, og derfor synes vi, at det er vigtigt at give netop denne målgruppe et alternativ, inden de når et sted hen, hvor de ikke kan bunde. Fodbold er en god ting for drengene at samles om, fordi de elsker sporten; det er det, de snakker om i hverdagen; og vi har en del gode forbilleder herinde fra som Bashkim Kadrii og Jores Okore, som har ramt et topniveau inden for fodbold. Hvem skulle have troet, at et barn fra det her kvarter kom til at spille for nordens største klub?

Samtidig er fodbolden med til at motivere drengene til at passe deres skole og andre ting også, fordi vi har en regel om, at hvis de ikke laver lektier, så er der heller ikke noget bold. Og hvis de ikke kan deltage til træning, så er chancen for at blive udtaget til kamp også mindre. Det gør, at de husker at lave deres lektier og holde fast i deres skole. De kender konsekvensen, hvis det ikke sker. Samtidig er alle os, der er ansat i Bunkeren, unge fra kvarteret, der selv er i gang med en uddannelse eller har job. Jeg læser selv international markedsføring, en arbejder på Blågårds Skole, en er igang med elektrikeruddannelsen og den sidste læser pædagog. På den måde er der mange forskellige uddannelser repræsenteret gennem os som personale. 

De frivillige kommer med en masse nye ideer til, hvad vi kan lave sammen med drengene, så det hele ikke bliver en gentagelse af sidste år, og vi for eksempel skal til Lalandia hvert år. Sidste år i denne periode tog vi på træningslejr i Aalborg, men i år tager vi til Bornholm i fire dage sidst i denne måned. Vi er i gang med at få en træningskamp mod et hold fra Rønne, men ellers skal vi besøge Hammershus, Krølle Bølle og Rundkirkerne. 

Arbejdet med drengene giver mig for det første et godt forhold til en masse børn fra mit kvarter, og det betyder meget for mig, at jeg kan give dem tryghed, at vi kan lave sjov sammen, og at de ved, at de altid kan komme til mig. Vi er alle sammen lige, fordi vi har den relation til hinanden, og de har kendt mig hele deres liv, har set mig til fodboldkampe og hilst på mig på gaden. Det er derfor, det er vigtigt, at det er lokale unge, der er ansat et sted som BlågårdsBunkeren.