Mo: Det er blevet meget værre på Lesbos

03.11.2015, Kl. 13.03

By EE8Z

0 comments
Mo er tilbage på Lesbos sammen med Team Huminaty. Vejret er blevet koldere, og skæbnerne mere hjerteskærende.

Torsdag den 29. oktober
Meget har forandret sig, siden jeg sidst var på øen. Vejret er ikke det samme, som første gang jeg var her. Man kan klart mærke, at vinteren nærmer sig, og at man nu kan begynde med at forestille sig, hvordan situationen bliver om et par måneder. Jeg er overbevist om at vi kommer til at være vidner til nogle frygtelige episoder - og værst af alt flere dødsfald, end vi har været vidner til. I går druknede minimum 120 mennesker, heriblandt mange børn.

Da vi kørte med nogle af de overlevende senere på aften, som vi ville indlogere på et hotel, fortalte de nogle af deres tanker og følelser om, hvordan det var at flyde rundt på åben hav og se hvor mange, der ikke kunne holde sig over vandet og derfor druknede. Det var rigtig hårdt og hjerteskærende at høre på. 

Flere af dem, vi arbejder sammen med, beretter om, hvordan nogle af børnene døde i deres arme. Det kan være svært at forestille sig situationen, hvis ikke man har befundet sig på øen før, men jeg kan garantere, at det er noget af det værste at komme ud for. 
Jeg ligger endvidere meget mærke til flygtningene, der går eller sidder med tæpper og fryser, og kan samtidig læse deres ansigts udtryk, som udstråler depression, ulykkelighed og håbløshed.

Jeg kunne mærke vandets temperatur også var køligere end sidst, da vi tog imod flygtninge fra kysten. Til dem, der ikke tidligere har læst min BLÅG, så står vi en lille gruppe mennesker og tager imod flygtninge, der ankommer fra Tyrkiet. Nogle gange er vi kun to mennesker, da behovet for frivillige er stærkt trængende. De mennesker, vi tager imod, har mistet alt håb for deres fremtid og liv og sætter derfor deres eget og børns liv i fare ved at krydse havet i små gummibåde, som normalt er beregnet til cirka 20 mennesker. De bliver tvunget ned i bådene i Tyrkiet af mafiaen og er mange flere i bådene, end hvad de er beregnet til. Tit mellem 40-70 mennesker. Rekorden, har jeg hørt, var cirka 280 mennesker, som var på den båd, der igår sank. Den båd var dog beregnet til 80-90. 
Når disse mennesker ankommer til kysten er de fuldstændig ude af kontrol og er meget desperate for at komme i land. 

Lørdag den 31. oktober
Vejret er blevet voldsommere, og i dag væltede en båd på hovedet, da vi skulle tage imod den. Heldigvis og gudskelov fik vi reddet dem alle. Vi havde dog nogle enkelte, som gik i chok.

Båden, der vendte på hovedet, bragte en gravid kvinde med sig, som var 3 1/2 måned henne. Vi må desværre bringe den tragiske nyhed, at hun mistede sit barn, selvom vores team skyndte sig, alt hvad de kunne, for at nå til hospitalet med hende. Nogle gange er kampen mod tiden uovervindelig og i denne uretfærdige situation lå det udenfor vores hænder.

Søndag den 1. november
Teamet fandt en 10-12-årige pige ved kysten, som var skyllet i land. Normalt procedure er, at man kontakter politiet, som så skal stå for at hente liget. Politiet forklarede os, at de først ville have mulighed for at hente hende efter 24 timer. Vi fik så selv lov til at transportere liget til nærmeste Camp.

Tidligere på dagen fik vi hjælp fra en af Syriens børn, en lille dreng, som hjalp os med at kalde en båd i land ved at fløjte til dem ombord. Vi oplever tit flygtninge der gir en hånd, selvom de selv lige et ankommet.

Vi er også blevet omtalt i en artikel i Politiken i dag, hvor en af de meget aktive lokale, Eric Kempsom, blandt andet siger: »Der er nogle med for meget fart på, som måske har lidt mere hjerte end hjerne. Men de er godhjertede, og det ville aldrig gå uden. Nordmænd, svenskere, hollændere, danskere. Danmark har været amazing. Vi har et hold som Team Humanity fra Danmark. Unge drenge, der svømmer ud i havet og redder menneskeliv«.

Mandag den 2. november
Fremtiden for situationen på Lesbos ser desværre ikke helt lys ud lige pt. Lig bliver skyllet op på kysten, og mennesker ligger rundt omkring i ligposer. Hospitalets kapel er fyldt med små børn, der burde have haft en lang fremtid foran sig, og forældre der skulle værne om dem! Kulden er ved at tage overhånd, og vores hold arbejder på højtryk og med fulde kræfter for at hjælpe de stakkels mennesker.

Vi får rigtig mange henvendelser fra familier, der leder efter deres børn. Det er simpelthen ikke til at bære at skulle være mellemmand og videregive beskeden til mor og far om, at deres barn er dødt, og økonomien ikke rækker til at give dem den begravelse, de fortjener.

Hvor er alle de store nødhjælpsorganisationer? Hvor er regeringen? Og det allervigtigste spørgsmål, hvor er retfærdigheden?

Vi har set så mange kommentarer om, at det er uansvarligt, at forældre tager deres børn med på denne livsfarlige tur. Er det ikke mere uansvarligt at efterlade dem blandt krig og ruiner? Barfodet som tiggere på gaden? Er det virkelig så umenneskeligt et punkt, vi er nået til? Vi nægter at tie, når retfærdigheden ikke bliver bragt til de mennesker. Når de skal risikere deres liv efter at have været under risiko i deres hjemland. Det er nemt at beskylde dem i stedet for at se det større billede og beskylde dem, der står bag deres lidelse og magtesløshed.

Vi vil stå bag disse mennesker til den dag, de får deres retfærdighed, og intet og ingen vil stoppe vores kamp mod ondskab og lidelse. Der bliver ført en krig mod dem, mens verden kigger lydløst på.

Vi håber I er med os, for vi kan ikke klare det uden jer.

Tirsdag den 3. november
I går nat var Anas og jeg i Mytilini for at dele tæpper ud til de flygtninge, der lå og sov på gaden, som venter på at komme med færgen til Athen. Undervejs bliver vi afbrudt af en kvinde, som lige var ankommet fra kysten ved Molivos med sine fire døtre. Hun var helt alene med børnene og var stadig ikke blevet registreret. Vi fik familien med til campen, hvor man bliver registreret, og endte med at tage over fra det græske politi, da køen var lang og langsom. I samarbejde med andre fik vi også politiet hurtigt dirigeret og registreret dem alle.