Mia: Byen i byen og byens gadekær

27.05.2015, Kl. 14.23

By EE8Z

0 comments
Blågårds Plads er vores gadekær her i hjertet af Nørrebro, det er her der opstår fællesskaber og fælles identitet på tværs

I gamle dage var landsbyens gadekær tit det naturlige samlingspunkt. Det var her man mødtes, hvis der var røre i andedammen, eller hvis man bare ville høre sidste nye sladder om naboerne. Helt praktisk havde landsbyens gadekær dog også to vigtige formål: Det var vandingssted for byens dyr, og det var vandreservoir ved brandslukning.   

Jeg opfatter lidt Blågårds Plads på samme måde. Godt nok er Indre Nørrebro ikke en landsby, og godt nok er der heller ikke vand i graven på pladsen, men vi er en by i byen, og pladsen spiller en vigtig rolle, både når vi trænger til vanding, og når der er brug for brandslukning eller bare en god historie.

Vandingen er rigtig vigtig for sammenhængskraften i et lokalmiljø, hvor så mange forskelligheder er repræsenteret, og hvor bølgerne til tider også går højt. Vandingen foregår på mange måder, når der lige arrangeres en fodboldkamp, når man møder sin nabo på legepladsen, og når vi mødes til den lokale byfest Firkantens Festival, til Blågårdsgadefest eller i Vinterpaladset, når vi sammen skaber gode oplevelser og skaber en fælles positiv erindring ved at tage del, arbejde sammen og lære hinanden at kende.

Byens rum kan noget helt særligt, fordi det er tilgængeligt og åbent, det er vores allesammens, men det er også flydende, flertydigt og sammenvævet. Sammen definerer vi det med vores handlinger og begivenheder. Som lokal kulturinstitution er det vigtigt for os at være til stede på Blågårds Plads, uanset om det er til kulturevents eller en kop kaffe og lidt sladder, for det er her vi  møder hinanden i øjenhøjde og skaber en sammenhæng og et kludetæppe af fælles liv i vores lille landsby.

Vi ses til Sankt Hans på Blågårds Plads d. 23. juni!

Tilføj kommentar