Lisbeth: En dag på kontoret

13.04.2015, Kl. 14.34

By EE8Z

0 comments
Hver gang jeg skal forklare mit job, og det skal jeg tit, opdager jeg, hvor besværligt det er. Foto: Anna Olivia Bryhl

Hvordan kan jeg beskrive den tætte vævning af naboskab, kultur, folkekøkken, fritidsjobbere og netværk, som mit job består af? Lad mig i stedet beskrive en ret typisk dag på kontoret.

Min dag starter ofte på Cafe Arabica i Blågårdsgade, hvor jeg møder ind om formiddagen. Her taler jeg med Mohammed, Naim og deres gæster, taler om kvarteret, om politik og hvad der rører sig. Denne dag er jeg heldig og møder Nagieb Khaja, som jeg får overtalt til at holde årets Sankt Hans tale. Han kan tale om brandpunkter, unge mænd med ild i hjertet og tiden efter Omar-episoden.

På vej tilbage til min arbejdsplads Støberiet, opdager jeg, at min kollega Jolles legendariske ladcykel ”K44” ikke holder foran hendes dør. Under vores telefonsamtale tjekker hun ud af vinduet, at den ganske rigtigt er væk. Den cykel kan vi ikke undvære til at transportere mad til FOLKEKØKKEN om tirsdagen, så jeg må tage detektiv kasketten på. Vejarbejderne i Blågårdsgade kan fortælle, at en dame tidligt om morgenen havde smidt sin egen cykel op i, løftet det låste baghjul og trillet ladcyklen ind i en anden gård. Min eftersøgning inde i gården giver ikke pote, så jeg ringer til gårdmanden Jens Peter, som blot siger; "vi mødes ved nr. 23." Der står cyklen sørme.

Da jeg cykler Jolles cykel tilbage til rette plads, stopper en nabo fra gaden mig. Der er sket noget omkring deres opgang, som de er temmelig bekymrede over. Jeg lover at kontakte én, der kan være med til at løse situationen, skriver vedkommende en sms, og vi prøver at lægge en slagplan.

Så skal jeg til MUS samtale (medarbejder udviklingssamtale) med mine chefer, hvor jeg fortæller at jeg er meget glad for min uddannelse på kriminologi og arbejdet med folkekøkken og vores fritidsjobbere. Men jeg kan have gavn af at tale med nogen, som kender til arbejdet med unge, og som er helt udefra området. Derfor aftaler vi at jeg skal kontakte Gyda, som er leder af Pigegruppen på Vesterbro og Vilde liv på Staden.

Nu er klokken ca. 12. Jolle og jeg går ned og handler i de lokale grønthandlere til FOLKEKØKKEN, og på vej tilbage møder vi Peter fra Københavns Cykel Kooperativ, som spørger hvor mange cykler vi har med navnet K44, for Gyda mener den ene er hendes og har fjernet den samme dag. Nu ved jeg, hvem ”cykeltyven” fra samme morgen er, så nu har jeg to gode grunde til at skrive til Gyda.

”Yo Lis bro, hvad sker der for min løn” står der i sms’en fra en fritidsjobber.

”Ja goddaaaaaag,” lyder det fra fra Samir og Kå på bænken på pladsen. ”Hvornår får vi Pariserbøf igen,” bliver der råbt fra en bil i Stengade, og ”sker der?” bliver der hilst fra Folkets Barber Shop.
Vi møder Marc fra Folkets Hus, som er mester i at minde mig om, hvad jeg har glemt; vi skal mødes med en gruppe drenge, og høre hvad der rører sig for dem. Tjek. Vi svinger forbi Folkets Hus og kigger på, at Christian sammen med drengene fra 2. sal bygger om. En kaffe i solen til duften af nysavet træ fra drengenes arbejdstøj. Jeg aftaler at mødes med drengene fra 2. sal på fredag om indkøb til næste Hemmelige Fest.

Da vi endeligt rammer Kapelvej 44 med vores varer, dukker det sædvanlige crew op; Anna, Liv og Marie.

Man kommer bare for at hænge ud og snakke om det store og det små. Næste i rækken er 16-årige Gül, vores tidligere fritidsjobber, som skal interviewes i forbindelse med Blågårdsplads’ 100 års dag. Rikke nede fra ”Det gode Naboskab” har rost Güls brandtale ved en demonstration til en person, der samler historier fra området. Gül talte om plads til alle - også de hjemløse. Yahiya kommer ind i køkkenet og spørger til menuen om tirsdagen; alt er som det plejer.

På Kapelvej har jeg en lille oase af fred og arbejdsro; mit kontor.

Jeg svarer mails, skriver ansøgninger og laver begivenheder til facebook. I morgen skal vi have et symfoniorkester til at spille under FOLKEKØKKEN, så de får den sidste afklarende mail. Jeg kigger på referatet fra mødet om Firkantens Festival og udsætter skrivningen endnu engang. Der er mails fra Frederik fra OHOI, der vil hører om det ikke er fedt, hvis vi samarbejder under Strøm festivalen; fra en pensioneret brandmand, der vil hjælpe med ambulancerne til Gaza og fra min nye kollega Ditte, der varsler portrætfotografering dagen efter til BLÅGÅRDENs nye hjemmeside.

Jeg tjekker min kalender, fordi jeg ved jeg altid glemmer noget, og opdager, at det er i morgen jeg får en praktikant fra den Økologiske Produktionsskole. Laver endnu en to do liste til dagen efter, printer materiale ud til næste møde i Områdefornyelsen og lukker døren bag mig.

Da jeg kommer hjem til mit mindste barn, opdager jeg at jeg IGEN har glemt at købe toiletpapir. Dagen der aldrig slutter.

Dagens sidste tanke; huske at tale med Balder om affaldssystemer og med Ali om "Firkantens sorte ryttere".

Dagens sidste sms er et svar fra mig; ”Yo bro, husk du skal møde i morgen kl. 15, jeg har fikset din løn”.

På natbordet ligger Per Revstedt "Ingen er håbløs". Det bliver heller ikke idag.

Tilføj kommentar