Firas: Når vi taler sammen, bliver problemerne mindre

26.06.2015, Kl. 14.18

By EE8Z

0 comments
Medarbejderne i Gadepulsen18+ er her ikke kun for de unge mænd, men for hele kvarteret.

Jeg er daglig leder i Gadepulsen18+. Det er et 18+ Center for unge mænd mellem 18 og 25 år, hvor nogle har lavet kriminalitet eller færdes i miljøer med meget kriminalitet. Dagligt kommer der mellem 30 og 50 brugere fra Indre Nørrebro.

Jeg tror på, at vi ikke kun er her for de unges skyld, men for hele kvarterets. Det er en pligt for mig at vide, hvad der sker i kvarteret.  Altså hvis der bliver smadret ruder i biblioteket, hvis nogen bliver truet eller føler sig utrygge, fordi der står en stor gruppe drenge i deres gård, så kan de altid kontakte mig eller mine kolleger.

Det, vi som regel gør, er at mødes med dem, der er utrygge, og taler med dem om deres oplevelse, og så tager vi tager vi en snak med drengene bagefter, og til sidst mødes vi alle sammen. De fleste ting bliver som regel løst på den måde. Faktisk har jeg ikke oplevet, at vi ikke har kunne løse et problem ved at tale sammen.

Jeg synes ærligt, at det er det fedeste, at vi har et kvarter, hvor man kan tale sammen og løse problemerne i stedet for at gå og være sure på hinanden eller konstant kontakte politiet.

Dialogen betyder også, at beboerne i kvarteret lærer drengene herfra bedre at kende, og at drengene lærer beboerne at kende og kan se sig selv med deres øjne. Så begynder vi at hilse på hinanden i gaden, og det tror jeg faktisk også er med til at øge trygheden.

Men vi er selvfølgelig er vi ikke altid på gaden. Det meste af tiden er vi faktisk i vores lokaler på Kapelvej. Det er her, relationen til de unge bliver skabt, når vi spiller FiFa og kortspil sammen, laver mad, ser film og har lektiecafé.

Vi har også et fodboldhold i samarbejde med Grønne Stjerne og spiller Serie 1, hvor vi endte i midten i denne sæson. Fodbold er noget af det bedste til at samle de unge, så spiller også på Pladsen og i hallen og ser nogle gange fodbold i Parken, fordi vores barndomsven spiller for FCK. Han er et godt eksempel på, hvor langt man kan komme, hvis man kæmper for det. Her i Ramadanen tager vi meget ud og fisker.

Vi giver også råd og vejledning til de unge og støtter dem i at komme i uddannelse og job. Vi samarbejder med UU Vejledningen og Jobcentret, som kommer her en gang om ugen og har samtaler med de unge.

Tilføj kommentar