Emil Hansens pladeanbefalinger

14.02.2019, Kl. 13.58

By kk5l

0 comments
Emil har været i vinylkasserne på Blågårdens Bibliotek for at finde anbefalelsesværdig musik frem, som du kan låne med hjem.

Emil Hansen er ny praktikant på Blågården, hvor han blandt andet er PR- og kommunikationsansvarlig for Nørrebro-festivalen 48TIMER, der finder sted sidste weekend i april. Emil er uddannet cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling og har i en årrække skrevet for musikmedierne Devilution og Soundvenue. Senest har han været inde at rode i vinylkasserne på Blågårdens Bibliotek og fundet anbefalelsesværdig musik frem, som nemt kan lånes, hvis man selv stikker hovedet forbi.

Mulatu Astatke: ’Mulatu of Ethiopia’ (1972, Worthy Records)
Den 75-årige etiopier Mulatu Astatke er lidt af en legende inden for jazzens verden. Som ung studerede han i England og USA og udgav en række plader, der blandede jazz, latin og etiopisk folkemusik, hvilket senere blev kendt som Ethio-jazz. ’Mulatu of Ethiopia’ fra 1972 er et eksempel på dette, og det er et fandens funky bekendtskab, hvor saxsoli, vibrafonspil, wah-guitar og afrikansk percussion træder ind og ud af et livligt, rytmisk og harmonisk spændende landskab. I 1980’erne blev Astatke og hans musik glemt uden for hjemlandet, men siden årtusindskiftet har han oplevet en revival, hvor hans musik blev et hit hos pladesamlere og hiphop-producere, ligesom det er blevet benyttet i film og tv-programmer (blandt andet ’Nak og æd’ herhjemme). Astatke er også blevet et populært livenavn, hvorfor han blandt andet spillede i Danmark flere gange sidste år.

Type O Negative: ’Bloody Kisses’ (1993, Roadrunner Records)
Aldrig er livslede, romantik, kærestesorger og selvhad blevet behandlet så bittert og besk som hos Type O Negative, et af 90’ernes store metalnavne, der balancerede på en knivsæg mellem metal, goth og rendyrket pop. Frontmand Peter Steele har udtalt, at hans to største inspirationskilder er henholdsvis Beatles og Black Sabbath, og det kan høres i de lange sange, der byder på både monstrøse guitar- og basriff og smukke, melodiske vokalarrangementer, store keyboards og endda sitar. Der er desuden et tykt lag af satire og 90’er-ironi over Steeles skildring af dødsforherligende gothstereotyper og kristne kvinder med anløben sexlyst, men humoren får hele tiden modspil af en fornem musikalitet, der var med til at sikre dem et gennembrud. På den efterfølgende ’October Rust’ (1996) rykkede de endnu længere over i popterritoriet og skabte et af 90’ernes mest mærkværdige og fantastiske genrekryds, før kreativiteten langsomt stagnerede.

Swans: ’To Be Kind’ (2014, Young God/Mute)
At lytte til Swans er krævende. De har aldrig været lyttervenlige, men siden de efter en 13 år lang pause blev gendannet i 2010 har de for alvor taget deres støjende og dissonantiske eksperimentalrock og strakt den ud i langtidsformat. Mest overvældende kommer det til udtryk på dobbeltalbummet ’To Be Kind’, hvor nihilismen og sortsynet spænder over to lange timer. Det er ikke hyggemusik til søndagskaffen, men tager man udfordringen på sig og sidder igennem eksempelvis den 35 minutter lange ’Bring the Sun/Toussaint L’Ouverture’, venter der en potentielt gennembrusende og katarsisk musikoplevelse.

SVIN: ’Svin’ (2014, PonyRec)
Den danske instrumentaltrio SVIN er blot et af mange spændende navne på en livlig dansk eksperimentalscene. Deres udtryk er et dybt inciterende og forvirrende overlap af jazz, rock, ambient og avantgarde, hvilket kommer stærkt til udtryk på den her selvbetitlede EP fra 2014. Over polyrytmiske fundamenter smyger Henrik Pultz-Melbyes drønsaxofon sig rundt om Lars Bech Pilgaards guitarfigurer, og hvor det på nogle steder er groovy og tungt rockende (’Maharaja’), er det andre steder stemningsfuldt svævende (’Satan’) eller direkte frenetisk og stressende (’Fuck John’).

The Ocean: ’Pelagial’ (2013, Pelagic Records/Metal Blade Records)
Tyske The Ocean betegner sig selv som et kollektiv frem for et band, hvilket giver mening, når man ser, at omtrent 75 personer har været inde over gruppens output som enten musikere, grafikere eller øvrige samarbejdspartnere i løbet af projektets tyveårige eksistens. Det sjette album ’Pelagial’ fra 2013 kan meget vel betegnes som hovedværket i det projekt og står for mig som et af de bedste metalalbum fra indeværende årti. Her tages lytteren på en konceptuel rejse ned i havets dyb, hvor man for hvert nummer når et niveau dybere, ikke kun tematisk gennem teksternes udvikling og sangtitlernes tunge brug af fagtermer, men også i en musikalsk udvikling fra virtuos, progressiv metal over en langt mere slæbende og langsom form for doom og sludge metal. Det er ganske enkelt enestående.

Tilføj kommentar