Caroline: Creepy Caroline er ikke ene om sin afsporede smag…

04.11.2015, Kl. 13.03

By EE8Z

0 comments
I denne måned finder du Simon Bukhaves anbefalinger på vores kuraterede reol.

Simon Bukhave er illustrator, kunstner og tegneserieskaber. Han er fra Thy, men bosat i Los Angeles. Simon har illustreret mange bøger - blandt andet de populære børnebøger om Kimura - og har skabt en række tegneserier for voksne. Simons smag er psykedelisk-gotisk og meget udsøgt!

Simon anbefaler blandt andet horror-mangaen Octopus Girl. En splatter-komedie om pigen Takako, der efter at være blevet tvunget til at spise en levende blæksprutte forvandler sig til en ondsidet blæksprutte-skolepige-hybrid, klar til at hævne sig på sine mobbere. Indvolde og blæksprutteblæk i skøn forening med kawaii og teenage angst. Jeg slugte Octopus Girl-serien (tentakler og det hele) i et stræk og er Simon meget taknemmelig for denne anbefaling.

Det er dog ikke sjov og slimsprøjt det hele – Simons egne tegneserier og illustrationer er ofte horrible på en poetisk og dyster måde, og det ses også i hans anbefalinger. På reolen finder du for eksempel Tove Janssons udgave af Alice i Eventyrland og Poe-historier med Harry Clarkes illustrationer. Nøje udvalgt, er jeg sikker på, for både historien og illustrationernes skyld.

Kig forbi Blågårdens Bibliotek og lad dig inspirere af Simons snørklede smag, med dens smukke monstre.

Tjek også Simons sjove, selvbiografiske tegneserie-novelle i Jeg tegner, når jeg skriver og hans illustrerede udgave af en autentisk varulvehistorie fra en gammel bog om hekseprocesser i antologien Dokument: Tegneserier i virkeligheden.

Simon anbefaler blandt andet:

  • Charles Burns - X’et ud (Fahrenheit)
  • Charles Burns - Kuben (Fahrenheit)
  • Gyrdir Eliasson - Mellem Træerne
  • Yuchi Yokohama - Travel (PictureBox)
  • Sigmund Freud - Det uhyggelige (Rævens sorte bibliotek/Politisk Revy)
  • Kazuo Umezu - The Drifting Classroom 1-11 (Viz Media)
  • Sidney Sime - Master of the Mysterious (Thames and Hudson)
  • Alice i eventyrland (med Tove Janssons illustrationer) (Carlsen)
  • Julie Doucet - My most secret desire (Drawn and Quarterly)
  • Derf Backderf - My friend Dahmer (Abrams)
  • Cormac McCarthy - Blood Meridian
  • Jim Woodring - Mellem dyrene (Aben Maler)
  • Christian Dahlerup Koch og Kuno Pape - Den gode gamle rævebog
  • Michael Deforge - A body beneath (Koyama Press)
  • Daniel Clowes - The Death-Ray 
  • Edgar Allan Poe og Harry Clarke - Tales of mystery and imagination
  • O. Schrauwen - Arsene Schrauwen (Fantagraphics)
  • Toru Yamazaki - Octopus Girl 1-3 (Dark Horse)

Lån dem før din nabo / før du bliver spist af en blæksprutte 

Tilføj kommentar