Caroline: Blågårdens Hemmelige Beskedservice

05.05.2015, Kl. 14.26

By EE8Z

0 comments
En hemmelig krig mellem to postvæsener. Et undergrundssystem, der distribuerer mystiske beskeder via postkasser forklædt som skraldespande.

Det er plottet i Thomas Pynchons klassiker The Crying of Lot 49, hvor husmoderen Oedipa Maas bliver indrulleret i opklaringen af et historisk mysterium om de to rivaliserende postsystemer Thurn and Taxis og Trystero. Da Oedipa arver et sæt apokryfe frimærker, kommer hun på sporet af organisationen Trystero, der blev udkonkurreret af Thurn and Taxis i 1700-tallet og siden har arbejdet i skyggerne.

Hvis du ikke har læst The Crying of Lot 49, må du straks komme i gang. Der er ingen undskyldning. Den er endda både tynd og spændende, selvom det er en klassiker.

Nå, men kunne det ikke være vidunderligt, hvis den slags eksisterede i virkeligheden? Her på Blågården vil vi gerne bidrage til at gøre din hverdag lidt mere mystisk, og vi lancerer derfor i al diskretion Blågårdens Hemmelige Beskedservice. Får du øje på et bind af Hulebjørnens Klan bd 6: Hulernes Sang, der står helt forkert, er du på sporet… Kig endvidere efter det dobbelte posthorn, som også er Trysteros mærke, så finder du en indgang til de skjulte kommunikationskanaler.

Systemet egner sig for eksempel til udvekslinger mellem vildfarne elskede, referater fra hemmelige selskabers generalforsamlinger og beskeder til modtagere, hvis eksistens der hersker tvivl om.

Den hemmelige beskedservice er en del af vores litterære makerspace – det er et fancy begreb, som dækker over, at vi opfordrer dig til ikke kun at låne og læse, men også skrive, når du er på biblioteket. Fordi? Fordi det er sjovt, og fordi biblioteket er et demokratisk rum, hvor alle stemmer har værdi – ikke kun Ib Michaels og Stieg Larssons.

Tilføj kommentar