Caroline: Beautiful Darkness

01.10.2015, Kl. 14.07

By EE8Z

0 comments
– et pastelfarvet postapokalyptisk anti-eventyr

Din krop huser et helt økosystem af mikroorganismer. Det er syret nok i sig selv. Forestil dig så at det i stedet for tarmbakterier og candidasvampe er alfer, nisser og feer, der har koloniseret dit indre. Det er tilfældet i Fabien Vehlmanns nuttebrutale graphic novel Beautiful Darkness.

Det starter så hyggeligt med et teselskab, hvor den florlette alfepige Aurora spiser sandkage med feprinsen Hector. Pludselig kollapser væggene omkring dem, og det regner med blodigt slim. For de bor ikke i et alfeslot, men inde i en pige, og hendes død er starten på historien. Ud af næsebor og øjenkroge myldrer de små eventyrvæsener, som pludselig befinder sig i en skov (hvorfor værtsorganismen/pigen er faldet død om i skoven forbliver et mysterium).

De første ti-tyve minutter forsøger de små venner, der er malet som yndige, børnebogsagtige akvareller af tegnerduoen Kerascoët, at leve i harmoni med hinanden og naturen, men så snart chokoladekiksene slipper op, går de full frontal fluernes herre. Tegningerne forbliver pastelfarvede og trutmundende spidsede, mens småfolket tyer til diverse afskyeligheder i deres kamp for overlevelse. Jeg nævner i flæng flåning, levende begravelse, indebrænding, øjenudprikning, kannibalisme – you get the picture.

Det er smukt, rystende og absurd og de barnlige fantasivæsners overlevelseskamp (survival of the cutest) vækker som alle vellykkede postapokalyptiske værker eftertanker om medmenneskelighed og moral.

Læs den – men ikke for dine børn! Beautiful Darkness er kategoriseret som en børnebog i bibliotekets søgesystem, men nogen har helt klart sovet i timen. Man skal virkelig være twisted, mere twisted end Creepy Caroline, for at give den her bog til et barn…

Tilføj kommentar