Brahim: Eid giver en følelse af fællesskab

15.07.2015, Kl. 14.16

By EE8Z

0 comments
Ligesom jul nok gør det for kristne. Jeg tror, vi ligner hinanden meget mere, end vi aner.

For mig betyder Ramadanen, at jeg ser min familie meget mere end normalt. Vi åbner fasten sammen hver dag. Det vil sige, at vi mødes og spiser sammen, når solen er gået ned. På den måde ligner Ramadanen og Eid meget julen. Det er begge tidspunkter på året, hvor muslimer og kristne er ekstra meget sammen med deres nærmeste.

Det minder også om hinanden, fordi det handler om at være gode mod hinanden og dele med hinanden. Der er en værdi i begge religioner i at elske sin næste. Profeten Muhammad har sagt: "Ingen af jer tror, førend han ønsker for sin bror det samme, som han ønsker for sig selv," ligesom man i kristendommen siger, "at du skal elske din næste som dig selv". 

Det kan være, at vi ligner hinanden mere end vi tror. De religiøse strukturer, vi praktiserer, ligner i hvert fald hinanden. Vores religion bliver hevet frem i særlige sammenhænge - for eksempel til jul eller Eid. Den Eid, der er afslutningen på Ramadanen, kaldes også Eid ul-Fitr eller Den Lille Eid. Den varer i tre dage. Første dag plejer man at være sammen med sin nærmeste familie, anden dag er man sammen med de lidt fjernere slægtninge (eller er "hos gæster", som det hedder på gaden"), og tredje dag er man sammen med vennerne. Måske er det lidt det samme som vores kristne naboer laver Juleaften, 1. Juledag og 2. Juledag. 

Religion er for mig en følelse af at høre til et bestemt sted. Sådan tror jeg, at det er for mange - uanset om man er kristen, muslim, buddhist eller jøde. Men at høre til et bestemt sted er ikke ensbetydende med, at man tager afstand fra andre eller fra deres religion.  

Uanset om man praktiserer sin religion til hverdag, tror jeg, at det er vigtigt for mange at tilhøre en religion og fejre de religiøse højtider. Det giver en følelse af fællesskab.

Når man som muslim i Danmark er en minoritet, som der tit bliver talt om som noget anderledes, så begynder ens religiøse tilhørsforhold at betyde mere og mere. Hvis andre hele tiden taler om en som muslim i stedet for som humanist, socialist, studerende, liberalist eller immigrant, så begynder man også at se på sig selv som muslim først og fremmest.

Men måske er der faktisk flere ting - også i vores religion - der ligner hinanden og samler os i stedet for at adskille os. Så måske skulle vi begynde at fokusere mere på dem. 

 

PS. Til dig, der undrer dig over, hvad Den Store Eid så er: Den Store Eid (Eid al-Adha) kaldes også "Offerfesten" og afholdes to måneder og 10 dage efter Den Lille Eid. Man slagter dyr for at hylde Abrahams offer af et får i stedet for af sin søn (i Koranen er der tale om et får, i Bibelen et lam). De, der er i stand til at tage på pilgrimsfærd gør det lige før Den Store Eid.