Anders: "Den fest var sgu da ikke hemmelig"

13.04.2015, Kl. 14.30

By EE8Z

0 comments
Meget har vi hørt på siden sidste uges store brag af en fest. Hvorfor kaldte vi den hemmelig, når hele kvarteret og Facebook talte om den?

At det var en overdrevet god aften med musik, dans og masser af kærlighed til kvarteret i centrum, er alle enige om. Det lykkedes sågar endnu engang at få de ellers tidligere så samspilsramte etager til at arbejde sammen omkring planlægningen, afviklingen og frivilligheden. I det hele taget gik alt op i en højere enhed, og cirka 1.200 mennesker nåede at lægge vejen forbi.

Men hvorfor ”Hemmelig”? Altså det startede vi jo med at kalde BLÅGÅRDENs fester på Kapelvej 44 for cirka et år siden. Det var i forbindelse med den tilbagevendende diskussion med lokalpolitikerne om, hvorvidt Kapelvej 44 skal lukkes. Jeg husker ikke engang, hvem der sagde det, men det er også ligegyldigt. Det kom os for øre, at flere lokalpolitikere mente, at der foregik så lidt på Kapelvej 44, at huset jo nærmest var hemmeligt. Da lå vi (sjovt nok) samtidig og boksede med den udfordring, at vores arrangementer var vokset for store til netop Kapelvej 44, der jo som bekendt ligger tæt opad vores kære naboer, der har måtte finde sig i meget igennem tiden.

Hvordan 800 gæster harmonerer med hemmelig, syntes vi var et godt spørgsmål. I vinters tog vi endda konsekvensen og flyttede festerne over i Folkets Hus, som jo simpelthen bare har været så fede at samarbejde med i øvrigt.

Altså for at sige det pænt, var det jo nok ment ironisk. Så, is på! Hvis du ikke lige fangede den de første gange, holder vi næsten helt sikkert noget igen til sommer, hvor du sagtens kan nå at være ”in the know”, for langt fra alle læser hverken det her, eller det der står i infoteksten på Facebook eller hjemmesiden. Hvis vejret er til det, bruger vi nok endda et endnu større stykke af parken, og det bliver helt sikkert helt vildt fedt.

Og for resten tak til Højer Øye, Ras Money, Firehouse, Pelle Peter Jensen, Kaka, Andreas Klar Parat, Youngblood, Birk Voss, Two Is A Crowd, Marie Jonassen, Martin Tjek og Linus for at hjælpe til med musikken. Det blev sgu lidt af en fest hva?!