Halfdan - et sanseunivers på Blågården

Halfdan er flyttet ind på 1. sal på Blågårdens Bibliotek! Tag børnene med på opdagelse i det interaktive sanseunivers.

Vi er henrykte over at kunne byde velkommen til Halfdan – et sanseunivers på Blågårdens Bibliotek! Her kan børn og voksne fremover gå på opdagelse i sprogekvilibristen Halfdan Rasmussens kendte rim og remser i en interaktiv sanseudstilling, som er baseret på Halfdan Rasmussens ABC, og som både inviterer til leg og fordybelse, fantasi og fysisk udfoldelse.

Udstillingen understøtter børns sproglige udvikling. Den er særligt rettet mod børn i alderen 4-8 år.

Med sine flotte, farverige scenerier lægger sanseuniverset op til leg med sprog og litteratur, vækker sanserne til live og inviterer børnene til nye måder at møde biblioteket, sproget og litteraturen på.

Koblingen mellem den fysiske og den litterære dimension i universet skaber en helstøbt oplevelse og tilgodeser forskellige måder at opleve på. Scenerierne er fysiske, fortæller historier og bibringer oplevelser – helt konkret. Bøgernes historier er ord og kræver mere fantasi for at åbne oplevelsen.

Senest har udstillingen været at finde på Arbejdermuseet, som med deres særudstilling, ”Rimhelten Halfdan”, ønskede at få den koblet til børnelitteraturen. Derfor indgik Arbejdermuseet et samarbejde med Blågårdens Bibliotek, som udvalgte og udlånte et større antal børnebøger, der indgik som en del af udstillingen.

Blågårdens Bibliotek har nu overtaget universet – til glæde for børn og barnlige sjæle i området, som nu på egen hånd kan gå på opdagelse i universet på Blågårdens Bibliotek.

Daginstitutioner kan booke besøg om mandagen kl. 10 via www.billetto.dk, hvor børnebibliotekarer fra Blågårdens Bibliotek vil tage børnene med rundt i universet med oplæsning, sang og leg.