Mo: Dagbog fra Lesbos

24.09.2015, Kl. 14.09

By EE8Z

0 comments
Jeg er på Lesbos med Team Humanity for at hjælpe mennesker på flugt. Der er brug for os, da der kommer mange flygtninge i land hver dag

Team Humanity er en gruppe unge mænd og kvinder fra København og omegn. Vi er taget til Lesbos for at hjælpe. Nogle af os har været her før, for os andre er det første gang, vi er her. Nogle kørte i fire minibusser gennem Europa herned med nødhjælp, som vi har samlet penge ind til. Jeg kom selv med fly i fredags. Mange af os taler arabisk, farsi og urdu og kan derfor tale med flygtninge, vi vil alle hjælpe.

Her fortæller jeg lidt om vores oplevelser

Lørdag den 19. september

Inna illah Wa Inna ilayhi raji'oon

8-årige syrisk pige døde i nat, og 13 meldes stadig savnet, da de prøvede at krydse havet fra Tyrkiet mod Lesbos. Den 8-årige pige druknede og er efterfølgende blevet fundet. DETTE ER ABSOLUT DET VÆRSTE DER KUNNE SKE!! Vi har brug for folk til at hjælpe til både økonomisk, men også med folk, der kan komme ned, da vi er i stærkt mindretal. Mit hjerte græder over at være vidne til, hvad der foregår her. Det kræver absolut robust psyke at være til stede her. Det I idet mindste kan gøre nu, er at lave dua for jeres søskende i islam som sætter livet på spil for at leve livet, vi lever. Det er VORES ansvar og VORES pligt at hjælpe til med alle midler her. Det kan ikke være rigtig, at vi kun er 13-14 stykker fra Danmark, der har haft mulighed for at tage turen for at hjælpe til her.

Dag 2 på Lesbos har været en af de hårdeste dage i mig liv rent psykisk & fysisk. Jeg hentede et lille barn og hans mor og far samt søskende, da de prøvede at gå flere kilometer langs et bjerg, efter de var kommet i land fra Tyrkiet. Drengen var så dehydreret, da jeg fandt dem, og manglede stærkt væske. Da vi ankommer til den første check point, hvor der var nogle franske læger til stede, valgte de at tilse ham med det samme. Hans afføring var blod, og han havde en meget lav puls i starten. Hans tær var helt blå, som indikerede, at hans blodomløb ikke var som normalt.

Da jeg først hørte drengen græde, blev jeg overraskende nok lettet og glad, da det var et tegn på, at han hurtigt var i bedring igen. Denne dreng var kun 10 måneder gammel og hans ansigt går igen og igen i mit sind. Takket være alle jeres doneringer kan vi forstætte med at hjælpe de her mennesker!! Vi søger dog stadig økonomisk støtte, da der alene kom over 1000 mennesker i land idag, og det er et pres vi ikke kan klare alene. Står du og tænker, at du gerne vil ned og hjælpe til, så kontakt mig gerne!!

Lille Dina på 6 år var grædefærdig af frygt, da hun ankom i land. Jeg prøvede de første minutter på at få hende til mig og få hende til at stoppe med at græde ved blandt andet at snakke til hende på arabisk. Men hun var meget utryg ved det hele og kiggede konstant efter sine forældre. Da forældrene kom i land og blev "genforenet" med Dina, skiftede de hurtigt hendes tøj, så hun kunne få noget tørt tøj på. Kort tid efter fik jeg så øjenkontakt med Dina, som små legede med strandens sten. Og hun sendte mig det mest kærlige og uskyldige smil, som ramte mig dybt. Men sjovt nok syntes hun, at det var sjovt at kaste med de her sten, og syntes, at det var enormt sjovt at det gjorde "ondt" på mig, da jeg sagde av. Det blev efterfølgende til katten efter musen, hvor jeg selvfølgelig var musen.

Mandag den 21. september

Når et lille barn smiler trods deres omstændigheder, går det op for én hvor stærkt et folk de er. Deres smil var hjerteskærende når man samtidig tænkte på deres rejse og historie.

I nat var vi oppe omkring bjergene, da cirka 200 flygtninge havde valgt at slå lejr for natten. Til at starte med troede vi ikke, at der var så mange mennesker, men kort tid efter slog det os, hvor mange mennesker det egentlig drejede sig om. Vi snakker om børn helt ned til 1 måned gammel og mennekser, der måske er 75 år gammel. Alle aldre var til stede og lå og sov. Temperaturen var på frysepunkt, og det var iskoldt, samtidig med det blæste kraftigt. Jeg har været vidne til meget, men må ærligt indrømme, at det her, det knækkede mig. Det, der gjorde ondt, og som var fuldstændig hjerteskærende, var, at se de her små børn ligge der, helt uskyldige og ikke selv kunne gøre for at ingen i verden vil dem. Og samtidig med at vi ikke kunne gøre noget for dem. Vi havde heldigvis nogle tæpper og soveposer i bilerne, som vi gik og lagde over alle børnene som første prioritet. Vær med til at råbe op om, hvad der foregår her, og hvordan verdens nødhjælpsorganisationer (udover Viomis) har efterladt disse mennesker.

Tirsdag den 22. september

Idag har dagen indtil videre været endnu en rigtig hård dag. Vi har dagen idag været rundt i Mytiline og delt mad og vand ud i flygtninge lejrene. Glæden, man får fremkaldt hos disse mennesker, gør noget ved en, som hverken kan beskrives eller siges med ord. Men sorgen ved at en lille pige på cirka 6 år kommer og spørger om hjælp, og at man ikke kan hjælpe mere end at støtte med mad og tæpper samt evt transport på øen, knækker selv den hårdeste mand. At se denne pige med tårer i øjnene og sige, at hun ikke vil sove på gaden igen og igen, og at hun savner sin seng, sine veninder samt hele sit liv, DET er noget af det værste at være vidne til.

At gå rundt blandt de her telte, der maks er 2x2 meter og høre på alle spædbørnene græde og se sorgen i forældrenes øjne, når man kigger på dem, gør at man bliver så magtesløs, at man decideret får lyst til at hoppe ud af sin egen krop.

På torsdag er det Eid og vi vil i den anledning gør det til en rigtig festlig dag for alle børnene især. Vores ambition er at få dem til at glemme deres situation og fortid for en kort stund.

Torsdag den 24. september

Ikke for at skabe negativ stemning omkring den dejlige dag idag, men vil blot påminde jer alle der fejre Eid idag at huske på, hvordan jeres medmennesker fejrer deres Eid på. Dem, der ikke er ankommet til Europa endnu, starter dagen med at stå op i en lejr i Tyrkiet og håber på, at det kan blive deres tur idag til at komme mod Europa. Deres håb om et bedre liv findes ikke i deres sind mere. Deres mål er nu at komme helskindet og sikkert over havet for at komme et skridt videre mod deres lange rejse. Igår nat kæntrede en båd, og vi fik først meldingen, da nogle af vores folk begyndte at se, at folk kravlede på land fra havet - dog uden nogle båd. De fortalte, at de var cirka 40 personer på denne båd, men kun 7 kom ind. De fortalte endvidere, at der var flere børn og ældre på denne båd som umuligt har kunne svømme. Kystvagten blev tilkaldt, og vi kunne se ham sejle rundt derude helt alene og lede med lys og lygter. Én kystvagt til at lede efter cirka 33 mennesker!

Tilbage til deres Eid. Jeg har for kort tid siden bedt eid bønnen sammen med alle flygtningene. Efter bønnen kunne jeg se flere og flere sidde og lave bønner om, at de en dag kan bede deres bøn som et almindeligt og anstændigt menneske. Jeg sad og lyttede til deres bønner, og der trillede nogle tårer ned af min kind, da disse mennesker er så hårdt ramt af svigt fra hele verden. Verden har svigtet dem!

Efter bønnen holder der en bus og venter på dem, som skal transportere dem videre, så de kan blive registreret for, at de kan få lov til st købe en billet til færgen mod Athen. Ved færgehavnen er de alle overladt til sig selv. Der findes ingen frivillige der, nødhjælpsorganisationer eller nogen som helst form for myndigheder til at hjælpe dem med alt fra lægehjælp til psykolog eller bare nogle, der giver dem den omsorg og tryghed, som Europa engang var kendt for at give.

Jeg ville meget gerne skrive mere, men bliver nød til at stoppe, da jeg skal på igen.

Tænk dog på hvordan vi har det, og at vi sagtens kan give ud af det, vi har for at gøre en forskel - uden at det vil gøre en forskel for os!!